I dag var det endnu en sådan dag. Nyhederne og billederne vælter ind over os. For meget, for grusomt til, at man kan fatte eller forstå det. Det hele må da have en ende. Men det har det ikke. Ikke så længe hadet får selv mødre og fædre til at sende deres børn i døden, til at misbruge deres børn for at dræbe andres børn.
Jeg kan ikke længere udtale mig om alt dette, hverken om det, der sker i Ukraine, eller om det, der sker i Israel og i Gazastriben. Der er ingen argumenter, ingen afvejning, ingen fordele og ulemper i disse sager. Men jeg er nødt til at udtale mig for at overvinde den kvalmende følelse eller i det mindste holde den i skak. Ud af denne magtesløshed opstod følgende tekst i går.
ALDRIG EN FORKLARING
Lad mine tårer synke ned i flodens tomme leje,
der forskrækket søger sin vej langt væk fra jer,
aldrig har tårer
blødgjort én morder,
aldrig forhindret afgrunden,
aldrig fremkaldt et øjebliks tøven,
aldrig reddet en fredelig sjæl.
Skjul min afsky bag måneskinnets kulde,
der svæver vendt bort fra jeres skændige handlinger,
aldrig har afsky
kunnet modbevise et eneste af jeres morderiske ord,
aldrig fremkaldt et øjebliks tøven,
aldrig slukket grådigheden,
aldrig beskyttet en plaget.
Begrav min medfølelse bag bjerget af de mishandlede,
som I skamløst præsenterer for verden,
aldrig har medfølelse
bragt et smil tilbage,
aldrig vækket en død,
aldrig lindret deres kvaler,
aldrig fået en bøddel til at omvende sig.
Mine tårer er stivnet,
min forfærdelse,
min medfølelse
og al tilgivelse,
min ophøjede krav om at føle,
hvilket ikke gavner nogen.
Intet håb skal længere forbinde mig med jeres gerninger.
