Det tyske udtryk »sein blaues Wunder erleben« [at opleve sit blå under] betyder så meget som at få sig en ordentlig overraskelse – med negative konsekvenser.

Om et ordsprogs forandrede betydning

Den, der oplever sit »blå under«, kan helt sikkert forberede sig på en overraskelse. Men hvor stammer dette ordsprog egentlig fra? Hvorfor er det blå ubehageligt eller vildledende? Har det virkelig noget at gøre med klædefremstillernes håndværk, som det ofte er blevet antaget? Eller har det blå måske en anden betydning, der i dag er skjult for os?

Blåt som farven på tvetydighed

Farven blå er blevet forbundet med mange ting, der har med bedrag eller illusion at gøre. Det er ikke kun den blå tåge, der slører vores sanser. Vi lyver det blå ned fra himlen eller fabulerer ud i det blå. Vi begiver os ud på en tur ud i det blå, altså ud i det uvisse og ukendte.

Ifølge Duden-ordbogen om ordets oprindelse blev vi oprindeligt ikke mørke, men blå for øjnene, når vi var ved at besvime. Denne helt særlige svimmelhed repræsenteres altså af farven blå. Men også det særlige, det unikke kommer til udtryk heri. Det uvisse ved farven blå behøver altså ikke altid at være negativt.

Men i udtrykket »at opleve sit blå under« ligger der imidlertid en kraftig trussel. For den, der oplever sit blå under, bliver overrasket på en negativ måde. Derudover har udtrykket ofte karakter af en trussel om straf.

Blåt klæde og blå røg

Oprindelsen til udtrykket »at opleve sit blå under« tilskrives ofte klædefarvernes håndværk. Gennem en kemisk reaktion skiftede grønne eller gule klæder farve til blå. Betragteren oplevede faktisk et blåt mirakel. Ifølge en anden fortolkning stammer udtrykket fra middelalderlige gøgleres forestillinger. Disse brugte blå røg til deres tricks og tryllekunster, hvilket skjulte det, der skabte overraskelser blandt publikum.

I begyndelsen lå fascinationen af det blå under altså til grund for udtrykket. I løbet af århundrederne blev det imidlertid til frygten for noget negativt. Men der er stadig uenighed om disse forklaringer på det blå under.

At høre, se og opleve det blå under

Det er dog ikke kun farven blå, der er af interesse for betydningsbestemmelsen. Også det verbum, der ledsager udtrykket, skal tages i betragtning. For inden man oplevede sit blå under, kunne man allerede se det og endnu tidligere høre det. Sådan beskriver det i hvert fald Christiane Wanzeck, der har beskæftiget sig med oprindelsen og historien bag talrige farveudtryk.

Ifølge Wanzeck hørte man sit »blaues Wunder« mod slutningen af det 14. århundrede, når nogen fortalte en usand historie. Den usande historie blev så i løbet af århundrederne til en utrolig historie, et mirakel, der skulle gøres synligt. Man så så sit »blaues Wunder«.

Først i det 20. århundrede skal udtrykket angiveligt være blevet afledt heraf i forbindelse med verbet »erleben«.

Et velkendt udtryk, der meget smukt kunne indpasses i en fortælling om sanserne og om, hvordan sanseindtryk opstår. For mig endnu en anledning til nøje at observere, hvordan sansemæssig opfattelse fungerer, og om et billede faktisk kun opstår ud fra visuelle indtryk.

Dette udtryks forandring passer desuden meget godt til overgangen fra en mundtlig tradition til en skriftlig, hvor øjet vandt dominans over øret.

Og for at fylde metaforkassen helt op: I øjeblikket truer faren for, at Tyskland snart kommer til at opleve sit blå under. Jeg håber ikke, at det sker. Men måske ville det være en anledning til at spørge sig selv, hvornår vi holdt op med at lytte til hinanden og begyndte at visualisere alt det utrolige, indtil det kan tilskrives sin egen »sandhed« i betydningen af synlighed.

Litteratur

Duden. Das Herkunftswörterbuch. Etymologie der deutschen Sprache. 2., völlig neu bearbeitete Auflage, Hg. von Günther Dodrowski. Mannheim/Wien/Zürich:1989, S. 86.

Wanzeck, Christiane: Zur Etymologie lexikalisierter Farbwortverbindungen. Amsterdam, New York 2003. Seite 316 ff.

The post ”Sein blaues Wunder erleben” appeared first on Sabine Walther - Language Services.

Sådan bruger du imperativet på tysk i din opfordring til handling (CTA)

En call to action (CTA) betragtes som kernen i websiden, der ønsker at sælge noget eller opfordre brugerne til at foretage en ønsket handling. Opfordringen til handling optræder normalt i imperativ – på den ene side er den pæn og kort, og på den anden side er dette den typiske form for opfordringer til handling på både tysk og dansk.

Desværre støder man ofte på forkert formulerede anmodninger på internettet. For eksempel ville der stå: “nehme teil” (i stedet for “nimm teil”). Jeg formoder, at det ikke kun er uvidenhed, der gør, at dette kogebogsformat bliver mere og mere udbredt. For nogle lyder det måske pænere – eller udtrykket imperativ kan virke frastødende, fordi folk har lært at fortolke det som en befaling. Hvem vil befale sine kunder til at gøre noget?

Men imperativet er egentlig ikke en gøende kejser, men snarere en økonomisk måde at udtrykke et ønske eller et forslag, nogle gange endda et godt råd. Han kommer rigtig godt overens med et “vær så venlig“, og som altid er det tonen, der gør musikken. Derfor er det den passende form, når du kort og tydeligt beder en person om at udføre en specifik handling. Og det er formålet med enhver CTA.

I det følgende vil jeg forklare, hvordan imperativ dannes, og hvilke specialformer der findes. En tabel til sidst vil hjælpe dig med hurtigt at læse den nødvendige formular.

Imperativet: en opfordring til handling her og nu

Med imperativ henvender du dig direkte til en eller flere personer. Derfor kan det kun forekomme i tre former og kun i nutid:

• Når du henvender dig uformelt til en person: nimm, gib, sieh, lebe …
• Hvis du henvender dig uformelt til flere personer: nehmt, gebt, seht, lebt …
• Når du formelt henvender dig til en eller flere personer: Nehmen Sie, geben Sie, sehen Sie, leben Sie …

Så længe du henvender dig formelt til nogen, er der ingen problemer med imperativet. Her tager man altid grundformen af ​​verbet (sehen, geben, nehmen, arbeiten, …) og tilføjer et „Sie“ og et udråbstegn: Nehmen Sie!

Det bliver vanskeligere, når man henvender sig til nogen uformelt. Her skal du først vide, hvad er verbet i anden person ental, for eksempel

• leben: du leb-st
• sehen: du sieh-st
• geben: du gib-st
• nehmen: du nimm-st
• arbeiten: du arbeite-st
• fahren: du fähr-st
• lächeln: du lächel-st
• kichern: du kicher-st

Imperativ for regelmæssige verber

For at danne imperativ for formerne du/ihr, slettes den personlige endelse -e eller -st. Udelad også det personlige stedord (du/ihr). Som en erstatning, tilføj følgende endelser:

(du) Leb-e!

(ihr) Leb-t!

Imperativ for uregelmæssige verber med umlaut i 2. person ental

Det samme gælder verber, hvis grundvokal bliver til omlyd i anden person, for eksempel „fahren“, som får et ä i 2. person (fahren: du fährst). Denne umlaut har ingen indflydelse på imperativ, den er:

(du) Fahr-e!

(ihr) Fahr-t!

Men vær forsigtig: Hvis grundformen allerede indeholder en umlaut, bibeholdes den, som for eksempel i verbet „mähen“:

(du) Mähe!

(ihr) Mäht!

Imperativ for uregelmæssige verber med vokalskifte fra e til i

Du skal ændre lidt mere, hvis ordstammen har en vokalændring fra e til i , som for eksempel i verbet geben. I anden person står der: du gibst. Her sletter du slutningen –st igen .

Hvis du tiltaler en person ved hjælp af den uformelle „du“-form, behøver du ikke at gøre noget andet. Imperativet er: Gib!

Hvis du tiltaler flere personer ved at bruge den uformelle „ihr“-form, er imperativ: Gebt! Så du bruger ikke vokalændringen og tilføjer blot -t igen . Dette gælder også for andre verber som f.eks.

• nehmen: du nimmst: nimm/nehmt!
• sehen: du siehst: sieh/seht!
• essen: du isst: iss/esst!
• sprechen: du sprichst: sprich/sprecht!
• lesen: du liest: lies/lest

Undtagelser bekræfter reglen: være og blive!

Som altid er der selvfølgelig undtagelser – verberne sein og werden kan ikke omdannes efter dette mønster.

Det afgørende her er:

Sei! Werde!

Seid! Werdet!

Seien Sie! Werden Sie!

Tysk imperativ: med eller uden endelsen e?

Med mange verber er det nu almindelig praksis at udelade endelsen -e i den uformelle form. For eksempel med verbet *lassen*. Ingen siger længere: Lasse! Eller: Lasset!, men lass/lasst. Og med mange andre verber er det også blevet almindeligt at udelade endelsen -e, for eksempel:

Frag/fragt, Sag/sagt, mach/macht, zeig/zeigt og lignende. Her må du afveje tingene lidt: Hvad passer bedre i konteksten? Hvem taler du til, og hvilke sprogvaner kendetegner din målgruppe?

Men husk: sprog skal udtales!

Kun når det bliver vanskeligt at udtale imperativ uden endelse, skal -e beholdes. Dette er altid tilfældet, når to eller flere forskellige konsonanter mødes i slutningen af ​​stammen, for eksempel i verbet atmen. Eller hvis stammen indeholder et -d eller -t , som i arbei-t-en eller re-d-en.

Atm! oder Atmt!, Arbeit! oder Arbeitt!, Red! oder Redt! – det ville bestemt være sjovt at høre på, men ikke særlig forståeligt. Derfor står der stadig korrekt:

Atme! Arbeite! Rede!

Atmet! Arbeitet! Redet!

Atmen Sie! Arbeiten Sie! Reden Sie!

Verber der ender på -eln: Du har valget

Uanset om det er med eller uden -e, kan du stadig vælge det for verber, der ender på -eln.

Her er formularerne ved siden af ​​hinanden:

Lächle doch mal und lächele doch mal!

Verber der ender på -ern: Indsæt venligst et e

For verber, der ender på -ern, er det dog stadig almindeligt at inkludere e-:

Fx kichern: Kichere nicht!

Glem ikke udråbstegnet og skriv „Sie“ med stort begyndelsesbogstav!

Og som du allerede har bemærket: I skriftsproget slutter imperativ altid med et udråbstegn. Men kun med én, du behøver ikke mere end det!!! 11!! Sidst men ikke mindst, her er en tabel, hvorfra du kan aflæse de forskellige former.

Hvis du vil vide, hvornår og hvorfor du bør bruge store eller små bogstaver for „Sie“ eller „sie“, kan du snart læse mere her.

Har du et spørgsmål eller en kommentar lige nu? Så er du velkommen til at efterlade mig en kommentar! Du kan frit bruge ovenstående tabel – men hvis du ikke bruger den udelukkende til private formål, bedes du angive denne blog som kilde! Tak!

The post Spis eller dø! Om den tyske imperativ appeared first on Sabine Walther - Language Services.

De første par uger efter min ferie var gået og heldigvis var ordrebøgerne godt fyldt. Mens jeg undersøgte og formulerede, reviderede og afviste, bemærkede jeg gentagne gange nogle særheder og særheder, som jeg bemærkede som „typiske fejl i webtekster.“

Jeg har samlet og kommenteret nogle af dem til denne artikel. Jeg håber du får gavn af dette, for som man siger: du lærer af dine fejl!

Vær kort, men forkort ikke dit udsagn!

Hvis du læser min blog regelmæssigt, vil du bemærke, at jeg er en typisk produktiv skribent – ​​en person, der ofte har brug for et par tusinde ord til en artikel.

På en hjemmeside eller i en butik gælder dog reglen: så meget som nødvendigt, så lidt som muligt. Især hvis det er en landingsside, der har til formål at give dine kunder eller potentielle kunder et indledende overblik over dit tilbud.

Men forsøget på at være kort fører ofte til typiske fejl, som også er kendt som zeugma eller syllepsis. For eksempel i følgende udsagn:

„Wir haben bereits zahlreiche Kunden entwickelt und umgesetzt.“ [„Vi har allerede udviklet og implementeret adskillige kunder.“]

„Für den Ausbau unserer Abteilung und unserer Kunden suchen wir Sie.“ [„Vi leder efter dig til at udvide vores afdeling og vores kunder.“]

I eksempel 1 var det selvfølgelig ikke kunderne, der blev udviklet og implementeret (det håber jeg i hvert fald ), men kundernes ønsker eller ordrer. Jeg formoder, at nogen ønskede at være kort og præcis og derfor blot slettede en del af udtalelsen.

Situationen er lignende i eksempel 2, hvor ikke kun afdelingen, men også kunderne skal udvides – hvilket sidstnævnte nok ikke ville være særligt glade for.

En mester i korthed var komikeren Heinz Erhardt, som præsenterede sig selv med ordene: „Ich heiße nicht nur Heinz Erhardt, sondern Sie auch herzlich willkommen.“ [„Jeg hedder ikke kun Heinz Erhardt, men også dig velkommen.“] Dette er mærkeligt, men ikke tilsigtet i eksemplerne ovenfor. Derfor mit tip: Sørg for, at alt i lister eller sekvenser faktisk kan opsummeres korrekt under et verbum eller nominalisering.

Små ord, der er tilbøjelige til at fejle: Præpositioner

Uden præpositioner (på, ved, med, ved, over …) ville vi næppe kunne finde vej i tid og rum. Det er bare irriterende, at disse små ord, som virker så enkle, har udviklet deres egen logik i hvert sprog for, hvordan de skal bruges. Og det er svært at forstå. Hvorfor går danskerne for eksempel i skolen, men på sprogskole(n)? Hvorfor sidder de i sofaen og ikke på sofaen som deres naboer, tyskerne?

I forbindelse med præpositioner støder jeg gentagne gange på typiske formuleringer på internettet, der „faktisk“ ikke er helt rigtige, meget komplicerede eller vildledende. Dette omfatter for eksempel:

„Für die Beschaffung von Krediten ist der Nachweis eines Systems für Kreditunternehmen ein wichtiger Faktor bei der Genehmigung und für die Bestimmung der Höhe der Zinsen.“

[„For at opnå kredit er bevis for et kreditselskabssystem en vigtig faktor ved godkendelse og ved fastsættelse af renten.“]

Dette eksempel viser en typisk nominel stil. Forfatteren er simpelthen ligeglad med, hvordan hans sætning lyder; han vil bare „formidle“ information. Hvad der er forvirrende er, at præpositionen „for“ bruges tre gange med forskellige betydninger. Nogle gange angiver det et formål, nogle gange definerer det en adressat.

Præpositionerne bruges her som fugelim, der holder butikken sammen. Det hele kunne have været justeret lidt, for eksempel sådan her:

Für Kreditunternehmen ist der Nachweis eines Systems (durch den Kreditnehmer) wichtig. Es beeinflusst die Genehmigung und die Bestimmung der Zinshöhe von Krediten.

[For kreditselskaber er bevis for et system (af låntager) vigtigt. Det har indflydelse på godkendelse og fastsættelse af renter på lån.]

„Butter bei die Fische“

Den nuværende brug af præpositionen „bei“ i tyske tekster får mig også konstant til at reflektere. Måske tager jeg fejl, men jeg har indtryk af, at „bei“ nu bliver brugt inflationært og indsat overalt, hvor ingen har taget sig tid til at tænke over en mere passende præposition. For eksempel:

„Wir unterstützen Sie bei allen Fragen rund um unsere Produkte.„

[Vi støtter dig med alle spørgsmål om vores produkter.]

For at forstå fejlen skal vi ikke kun se på præpositionen, men primært på verbet: unterstützen. På tysk kan jeg hjælpe (unterstützen) nogen med at gøre noget. Jeg kan støtte ham i at gøre noget. Men jeg kan for enhver pris ikke støtte ham „med spørgsmål“, men i bedste fald kan jeg svare på hans spørgsmål. Den forkert valgte præposition her indikerer, at hele udtrykket er inkonsekvent. Også selvom vi i Nordtyskland godt kan lide at lægge „Butter bei die Fische“ – og derved bevidst begår to stilbrud.

Selv mindre forhold formidler din største bekymring

Præpositionen „neben“ bruges ofte til at forkorte sætninger i følgende formulering:

Neben der Verwendung von Präposition helfen wir Ihnen auch bei anderen Fragen und Anliegen.

[Ved siden af at bruge præpositioner kan vi også hjælpe dig med andre spørgsmål og bekymringer.]

Hovedprincippet er: Vi hjælper dig også med andre spørgsmål og bekymringer. Hvis jeg vil have „Brug af præpositioner“ med i denne serie, er jeg nødt til at fortsætte serien med „bei“: Wir helfen Ihnen bei der Verwendung von Präpositionen sowie bei anderen Fragen und Anliegen. „Neben“ passer simpelthen ikke ind her.

„Für was“ er dette godt? Formuler spørgsmål korrekt

Wofür oder für was er dette godt for? Hold dig til det første spørgsmålsord! På tysk bruges adverbier, der består af spørgsmålsordet „hvor“ og en præposition til at spørge om ting eller begivenheder. Kun når du spørger om personer, adskiller du de to komponenter og ændrer dem:

Für wen ist das Paket? An wen denkst du? [–> personer]

[Hvem er pakken til? Hvem tænker du på?]

Wofür ist das Paketband? Woran denkst du? [–> ting]

[Hvad skal pakketapen bruges til? Hvad tænker du på?]

„Für was“ bruges i øjeblikket flittigt og er også godkendt af Duden-ordbogen. Det træder ikke desto mindre uden for logikken i dette system.

Det samme gælder brugen af ​​“wo“ som refleksivt pronomen. På dansk er det ret almindeligt at bruge “hvor” som en sætningsafslutter, fx: Vi finder en café, hvor vi kan snakke. På tysk finder vi derimod ikke en café, wo vi kan få en god snak, men derimod en, in dem vi kan snakke-snakke.

Alt tilladt? Tag en beslutning og hold dig til den!

„Bei uns lernen Sie die wichtigsten Methoden kennen und anzuwenden.“ [„Hos os lærer du og anvender de vigtigste metoder.“]

Endnu en sætning, der gør bønnetællere nervøse. Selv superlativen (den vigtigste) får mig til at tænke. De vigtigste metoder – det lyder som en begrænsning for mig. Så hvorfor ikke holde fast i det komparative og undervise i vigtige metoder?

Derefter kombineres verbet „lernen“ en gang med „kennen“ og en gang med „anzuwenden“. Folk i min generation har lært, at „lernen“ ikke kræver en infinitiv med „zu“:

Wir lernen sehen, interpretieren, sprechen, schreiben, kennen und anwenden. [Vi lærer at se, fortolke, tale, skrive, kende og anvende.]

Yngre mennesker bruger dog ofte infinitiv med „zu“, især når det er en udvidet infinitiv:

Wir lernen etwas zu sehen, zu interpretieren, zu schreiben. [Vi lærer at se, at fortolke, at skrive.]

Begge former anses for korrekte i dag eller bruges på den nævnte måde. Jemanden kennenlernen er dog en undtagelse. I modsætning til danskerne ikke ”lærer vi at kende”, men vi „lernen kennen“.

I de fleste andre tilfælde kan du nu selv bestemme, om du forstår noget eller lærer at forstå det. Jeg anbefaler dog at holde sig til én formular. Det samme gælder for alle udtryk og regler, som der ifølge Duden nu er en anbefalet og tolereret stavemåde for, såsom „Potenzial“ eller „Potential“, „sodass“ eller „so dass“, „du“ eller „Du“.

Korrekt „gendern“

Gendern betyder, at man ikke udelukkende bruger det maskuline (grammatiske) køn, når man henvender sig til sin målgruppe eller skriver om noget. Der cirkulerer alle mulige stavemåder på nettet, for eksempel:

Teilnehmer/-innen, Teilnehmer/innen, Teilnehmer_innen, TeilnehmerInnen, Teilnehmer(inne)n oder auch Teilnehmende

Duden oplyser, at formerne Teilnehmer/-innen og Teilnehmer(innen) er i overensstemmelse med retskrivningsreglerne. Jeg hælder mod den første form, men udelader bindestregen. For mig ser det bare bedre ud og passer mere harmonisk ind. Jeg er bare nysgerrig efter at se, hvordan denne form vil ændre sig, når vi officielt får et tredje køn.

„Die“ eller „das“ „Klientel“ af „mittelständische“ eller „mittelständige“ virksomheder?

På tysk er der en række navneord, der bruges med forskellige artikler. For nogle er en „blog“ maskulin (der Blog), for andre neutrum (das Blog). Nogle gange får navneord dog den forkerte artikel. Der er mange udsagn om „das Klientel“ på internettet. Det er dog korrekt, at det kaldes „die Klientel“.

Jeg formoder, at grunden til at vælge artiklen „das“ er en falsk analogi. På tysk modtager nominalerede verber, der ender på -el, normalt intetkønsartikel (das Geklingel, das Geheule, das Gemetzel, …). Alle disse verber er dog dannet med præfikset Ge-, hvilket ikke er tilfældet med „die Klientel“.

Tilbage står spørgsmålet, om klientellet tilhører en „mittelständisches“ eller en „mittelständiges Unternehmen“. Svaret er: til en mittelständisches Unternehmen. Adjektivet „mittelständig“ kommer fra botanik, hvorimod alt, hvad der er „mittelständisch“ (mellemstor) vedrører middelklassen.

Lies eller lese? Typiske fejl ved dannelse af imperativet

Dannelsen af ​​imperativet volder også mange mennesker vanskeligheder i øjeblikket, især når det kommer til uregelmæssige verber med vokalændringer. For eksempel læser jeg ofte følgende anmodninger:

Lese mere her!

Nehme jetzt teil!

Glem venligst disse to sætninger med det samme. Imperativet her er korrekt afledt af 2. person ental (du liest, du nimmst), hvorfor det skal være „lies“ og „nimm“. Men fordi dannelsen af ​​imperativet er en almindelig kilde til fejl, har jeg dedikeret en separat artikel til dette emne, som du kan læse her.

Det var mine observationer af almindelige fejl i tyske webtekster. Jeg ville blive glad, hvis jeg kunne hjælpe dig med at undgå nogle almindelige fejl. Måske har du stadig spørgsmål eller vil du gerne bidrage med dine egne eksempler? Så del gerne dine spørgsmål med os ved at efterlade en kommentar!

The post Typiske fejl i tyske webtekster appeared first on Sabine Walther - Language Services.

Præteritum [datid] bringer et helt andet perspektiv i spil. Den belyser ikke fortiden fra nutiden, men fungerer som en nutid i fortiden. Derfor er datid romanens klassiske fortælleform, der fortæller en selvstændig episode, som om den foregik lige nu. Vi ser ikke på fortiden, vi fordyber os i den.

Præteritum som fortidens nutid

To linjer og vi befinder os midt i en begivenhed, der finder sted et andet sted og på et andet tidspunkt. Ikke kun fordi Sylvia Plath åbner sin roman „Glasklokken“ med bravour. Men også fordi hun, som det sømmer sig for en roman, bruger datid som fortællende tid

Virkningen af ​​præteritum svarer faktisk til det, der sker, når vi åbner en bog og fordyber os i den: Vi nærmer os et eget kosmos, som hviler komplet i sig selv. Præteritum er i sidste ende fortidens nutid. Vi bevæger os i det som her og nu.

Ensartetheden og enkelheden af ​​denne form understreger denne fortolkning. Fordi præteritum, ligesom nutid, er en et-ordsform. Det eneste du skal vide er, hvilke verber der dannes regelmæssigt eller uregelmæssigt, og hvordan de personlige endelser ændrer sig.

Hvordan dannes præteritum?

For at danne præteritum skal du skelne mellem regulære verber og uregelmæssige verber. Regulære verber kræver ikke en vokalændring og får et -t i præteritum at læne sig op af, perfektum participium slutter også på -t:

Forskellen i personlige endelser er vist i nutid og datid af regulære verber som følger:

Du bruger også disse endelser i de såkaldte blandede former. Dette er verber, der har en vokalændring i præteritum, men ender på t i perfekt, for eksempel:

bringen – brachte – gebracht

ich brachte | wir brachten

du brachtest | ihr brachtet

er, sie, es brachte | sie brachten

Det indsatte ”t” forlænges også altid med et ”e”, når udtalen kræver det, fx i 2. person ental, hvor vi siger ”du lerntest” i stedet for ”du lerntst”. Det er meget velorganiseret, ikke?

Har, være, bliver

Afvigelser gælder for verberne haben, sein og werden. Vi danner ikke præteritum for haben som habe, men som “hatte“ og så videre. Fortiden af ​​sein antager en helt ny form. Logisk, faktisk, hvis du antager, at eksistensen er i konstant forandring.

Derfor indtager „werden“ igen en midlerposition, fordi det, der bliver til, stadig er i forandring. Vokalen ændres, men skelettet af konsonanter forbliver det samme:

Præteritum af uregelmæssige (stærke) verber

På tysk forbindes styrke ofte med stædighed, hvorfor Michael Kohlhaas så længe blev betragtet som en slags nationalhelt. Af samme grund kaldes verber, der følger deres egne regler, ofte „stærke“ verber. Denne ejendommelighed består i, at stærke verber har et vokalskifte og modtager endelsen -en i præteritum participium, for eksempel:

De personlige endelser af stærke verber adskiller sig også i præteritum, som følger:

Du kan finde flere eksempler på ablaut dannelsen af ​​tyske verber i præteritum i artiklen „stærke verber“ fra grammis (grammatisk informationssystem).

Hvorfor er der en stærk og en svag konjugation i præteritum?

Klassificeringen i stærke eller svage, regulære eller uregelmæssige verber er oprindeligt formel. Den følger den eksisterende formularopgørelse. Det siger derfor intet om, hvorfor forskellige konjugationsklasser har udviklet sig i første omgang. Hvorfor siger vi, „han lå „, men „han lagde“? Og hvorfor er det så nemt for børn at acceptere og anvende disse forskelle (til overgeneralisering), mens de forårsager hovedpine for voksne sprogelever?

Man skal huske på, at fornuftige grammatikregler ikke pålægges et sprog udefra, men derimod forsøger at beskrive en intern logik som en norm. Denne formelle logik tager dog normalt ikke højde for hverken lydrelaterede eller „følte“ regler. Og dette er netop en af ​​de største svagheder ved enhver grammatik. For intet rører os så meget som det sprog, vi er hjemme eller forsøger at blive hjemme. Og intet er så svært at lære som udtalen, altså lyden, og de formodede uregelmæssigheder i et sprog.

Hvis jeg skulle finansieres til et passende forskningsprojekt, ville jeg derfor starte med netop disse punkter. Det følelsesmæssige bånd, som fx en dialekt rummer, afspejles efter min mening også i de ”stærke”, uregelmæssige verber og deres tendens til at skifte vokal. Det udtrykker ikke kun en grammatisk eller formel kvalitet, men bestemt også en lydmæssig og semantisk kvalitet, en kvalitet vedrørende ordets betydning.

Blandt de stærke verber finder man et væld af udtryk, som hører til grundelementerne i menneskets eksistens og tale om verden: føde og dø, spise, drikke, fryse, give og tage, sove, gøre, se og forstå, føle og hjælpe. Derudover betegner stærke verber „stærke“ processer og handlinger: svulme og blomstre, smelte og lukke, krympe og briste, bide, bøje, knække, skære og stikke.

Mange verber om bevægelse og ophold har også „stærke“ former: flyve, flygte, falde, give efter, glide, kravle, snige, løbe, stå eller blive, for eksempel. Det samme gælder måden, vi udtrykker os eller opfatter ting på: schauen og genkende har en anden kvalitet end sehen; at lugte, stinke, beordre, spørge, lyve, skændes, synge eller tie er kraftfulde måder at udtrykke sig på eller opfatte noget på.

Læringstip: dit sprog, dine regler

Denne klassifikation alene giver dog ikke en tilstrækkelig forklaring. Nogle gange bruger vi også konkurrence- og blandingsformer – for eksempel når vi siger, at nogen wandte sich an uns, mens er wendete das Auto. Vi lå på græsset eller sad i den elektriske stol, men lagde bogen til side eller satte os i sofaen. Og især gamle former, der engang blev anset for stærke, dannes nu ofte regelmæssigt (weben – wob/webte).

At søge efter forklaringer nytter selvfølgelig ikke meget til kedelig udenadshukommelse. Men du lærer ikke et sprog blot ved at lære dets regler, men også ved at fordybe dig i dets lyde, associationer og variationer. For i sidste ende er de stærkeste regler ikke dem, der formelt kan navngives, men dem, der er blevet en anden natur for os.

Så mit tip: Prøv selv at finde en klassifikation, der forklarer, hvorfor nogle verber er bøjet regelmæssigt og andre uregelmæssigt. Hvad med dansk for eksempel? Og hvad ser du, når du sammenligner danske og tyske uregelmæssige verber?

Måske kan du finde en forståelig regel – så ville det bestemt være en Nobelpris værdig. Og hvis ikke? Så kan du trøste dig med, at du ikke længere skal lære de fleste verber udenad – for du har allerede lært dem udenad gennem forsøget på at finde et system. Og det er bestemt mere spændende end blot at sætte kryds ved ordforrådslister, er det ikke?

Hvis du nu gerne vil lære mere om det tyske Perfekt, finder du alt, hvad du behøver at vide i denne artikel. Du er velkommen til at efterlade mig en kommentar med dine spørgsmål eller forslag!

Tak på forhånd!

The post Tysk grammatik: præteritum [datid] appeared first on Sabine Walther - Language Services.

Du kan ikke gøre ingenting: Verber og deres betydning for sætningsudsagnet

Går, sidder, løber, bærer, spørger, svarer, forstår, tager, lytter: Fra morgen til aften har vi travlt med at gøre noget. Selv når vi angiveligt ikke laver noget, når vi sover, hygger os, holder pause, hænger ud eller stirrer ud i rummet.

Ord, der beskriver, hvad vi laver eller oplever, kaldes verber. Ud over handlinger kan verber også beskrive begivenheder og processer mere detaljeret: Noget begynder eller slutter, løber, blomstrer eller visner, tordner eller hvæser, falder ned eller åbner.

Verbet svarer derfor på spørgsmålet: Hvad sker der?

Men verbet kan meget mere. Verber er som signaler i en sætning, der har meget at sige til os, men som også bestemmer over mange ting:

• Hvem taler eller hvem/hvad tales der om?
• Er der flere mennesker involveret?
• På hvilket tidspunkt sker dette? Sker det nu, i morgen eller er det allerede gårsdagens nyheder?
• Taler vi om virkelighed eller bare fantasi?
• Dikterer vi eller spørger vi høfligt?
• Foretager vi en vurdering eller en anmodning?
• Fra hvis perspektiv ser vi begivenhederne?
• Er det en aktiv begivenhed eller er det en passiv lidelse?
• Hvilken tilføjelse skal vi bruge for at fortsætte sætningen?

Det er ret mange opgaver, som sådan et verbum påtager sig, er det ikke? Jeg bliver overrasket, hver gang jeg forestiller mig, hvad der foregår i vores hjerner, så vi kan frigive kun én grammatisk korrekt sætning ud i livet. Men i virkeligheden sker der nok meget mindre, end vi tror. Som modersmål har vi ikke lært vores førstesprog som et sæt regler, men gennem udvikling af antagelser og analogier. I bedste fald har vi forstand på reglerne, og kan derfor anvende dem uden overhovedet at kende reglerne.

Uden at tænke over, siger vi komplicerede ting som: Ich schreibe meinem Chef einen Brief. Oder zeitgemäßer: Ich schreibe einen Brief an meinen Chef. [Jeg skriver et brev til min chef.]

Ingen indfødte talere tænker, mens han siger denne sætning: Åh, jeg har nu brug for et verbum i 1. person ental, indikativ aktiv, der styrer et præpositionskomplement i dativ eller akkusativ kasus.

Jeg har i hvert fald aldrig hørt om noget lignende. Det er helt anderledes for alle dem, der lærer tysk som fremmedsprog. Du skal kende og huske hver eneste regel for at danne verbet. Og ofte er det netop den stædige proppe, der forhindrer os i at få en fornemmelse af sproget og dets regler. 

Det er lettere at lære reglerne, hvis de ligner hinanden på forskellige sprog. Så behøver de lærende ikke længere at forstå, at en sådan regel eksisterer, men kun hvordan formerne er dannet. Dette er sværere, hvis der ikke er en sådan bøjning i kildesproget – som for eksempel på kinesisk. Engelsk har heller ingen tydelig markering af person og tal i verbet – med undtagelse af den velkendte læringssætning „han, hun, det, s’et skal være med“.

Lad os derfor se nærmere på de enkelte regler for bøjning, sætningsstrukturer, udsagnsformer og betydningen af ​​udsagnsord og præfikser på tysk. Hvorfor siger vi ikke på tysk: „Ich schreiben Brief Chef”, men kæmper i stedet med bøjninger, deklinationer og „signalord“? Lad os gå.

Hvem taler? Hvem taler vi om eller med? De personlige endelser af verbet

Jeg går, du sover, han griner, hun taler, det regner, vi ser, du spiser, de går, de tager: udsagnsord nævner, hvad sætningens emne i øjeblikket laver eller oplever. Subjektet er den person eller ting, som noget siges om. Vi spørger om dette emne ved hjælp af spørgsmålsordene „wer“ eller „was“.

Når vi taler om noget eller nogen, bruger vi navneord (grupper) eller pronomer han, hun, det, de (flertal) som subjekt. Solen skinner./ Den skinner. Valget er på søndag. Det er på søndag. Jeg kan godt lide Lars. Jeg holder meget af ham. Jan går i sprogundervisning. Han går i sprogklasse.

Et særligt træk på tysk er det personlige pronomen „es“.

„Es“ kan henvise til et substantiv, der grammatisk defineres som intetkøn: Das Kind spielt. Es spielt.

Men „es“ kan også være en pladsholder, fordi vi ikke kan navngive det præcise subjekt. For eksempel, hvem får det, når „es regnet“? Regnen? Klimaet? Vejrguden?

Dannelse af personlige slutninger

Den personlige slutning af verbet viser, hvem der taler, bliver tiltalt eller om hvem/hvad vi taler:

Disse endelser dannes ved først at fjerne endelsen -en fra grundformen af ​​verbet (infinitiv) og derefter tilføje den personlige endelse: gehen –> en : ich geh-e, du geh-st, er/ sie/ es geh-t …

Verber, der ender på -ten eller -den

Nogle gange kan vi ikke blot tilføje den personlige slutning, men tilføje et ekstra -e. Dette gøres for at gøre udtalen lettere for verber, der ender på -ten eller -den.

Du vil se, hvor behageligt det er, hvis du forsøger at udtale følgende ord uden indsat -e: du arbeitst eller du sendst. I stedet siger man: du arbeitest, du sendest …

Verber, der ender på -rn eller -eln

Ikke alle verber ender på -en i deres grundform; nogle ender på -rn eller -ln. Denne grundform bibeholdes derfor i første og tredje person flertal.

Og hvorfor er der forskellige slutninger i grundformen? Verber, der ender på -rn eller -ln, blev ikke opfundet for at plage dig. Afslutningerne signalerer, at noget sker gentagne gange eller i en vis varighed. De sætter en rytme eller et tempo, en raslen og knitren, for eksempel, eller en tøven og forsinkelse. Eller de vil have dig til at tage lidt mere tid til at kæle, håndtere og smile.

Præfikser påtager sig ofte denne funktion – det vender jeg tilbage til senere. Men med visse verber er en del af betydningen slået fast i slutningen af ​​ordet, selvom tysk er så vidunderligt egnet til at mumle og sluge sidste stavelser.

Verber med vokalændringer (Ablaut)

Nå, hvad betyder det nu? Rent formelt: Nogle verber ændrer deres grundvokal, når de bøjes i anden og tredje person ental, så de har uregelmæssige former. Følgende vokalændringer forekommer (sorteret efter frekvens):

a –> ä

e –> i/ie/ieh

au –> äu

ä –> i

o –> ö

Eksempler:

Det gode ved det: sådan en vokalændring er meget sjælden. Fra o til ö forekommer det kun i verbet stoßen. Fra au til äu finder du ablaut i laufen og saufen . Fra ä til ie går det kun med geb ä re n .

Vokalskift er noget hyppigere i uregelmæssige verber med stammevokal a eller e. Mange af disse er en del af det grundlæggende ordforråd, så sørg for at huske formularerne.

Bemærk: Ikke alle uregelmæssige verber ændrer deres grundvokal. Men alle verber, der ændrer deres grundvokal, danner også uregelmæssige datid (fahren – fuhr – gefahren). Så det er dobbelt værd at huske verberne godt.

Årsagerne til vokalskiftet ville føre os dybt ind i sprogets historie og ind i de mange dialekter, hvorfra tysk blev dannet som et „standardsprog“. Disse er meget rigere på vokaler, især i syd, end i nord. Men jeg tror for en håndfuld undtagelser, at det ikke er værd at grave efter.

Hjælpeverber og modale verber

Først og fremmest: Fuld verber kan stå for sig selv og lave en sætning: Jeg svarer, du skriver en bog, han tager bussen. Vi bruger de såkaldte hjælpeverber og modale verber til at danne tider eller til at ændre betydningen af ​​en sætning: ich bin gefahren, ich habe genommen, ich werde gehen, ich muss bleiben. Alle hjælpeverber kan dog også bruges som fulde verber, det vil sige, at de kan optræde som det eneste udsagnsord i sætningen: Ich habe kein Auto. Ich bin Schriftsteller. Er wird krank. Modale verber bruges også ofte uden et andet verbum: Ich will Spaghetti!

At have eller at være? Bliv!

„Den der har, har“ er et ironisk ordsprog på tysk. Hvad det betyder er: Hvis du har meget, har du også råd til meget. Et andet ordsprog siger: „Hvis du har noget, er du noget.“ Det betyder noget i stil med: Hvis du er rig, er du som regel også socialt accepteret.

På tysk kan haben og sein bruges som fulde verber. At have betyder så „at eje“. At have som et fuldt udsagnsord refererer til objekter: Jeg har penge, børn, sult, frygt, ingen anelse.

Væren har betydningen af ​​“at repræsentere noget“ eller refererer til følsomheder. Dette væsen vedrører ikke kun faste karakteristika ved en person. At være refererer til noget, der beskriver min person udefra med en vis varighed: Jeg er en kunstner. Jeg er tysk. Jeg er klubmedlem. Jeg er en mand, en kvinde, et barn. Eller på en karakteristik: Jeg er sulten, mæt, tilfreds, rig, fattig, glad.

Mellem at have og være ligger der werden: Jeg bliver brandmand. Barnet bliver voksen. Jeg begynder at blive sulten.

At være i en kort sproglig sammenligning

Denne klassifikation er ikke den samme for alle sprog. På spansk er man for eksempel ikke 20 år, men har 20 år. Ydermere, når det kommer til at være, skelnes der mellem verberne ser og estar og dermed mellem permanente (jeg er spansk/ ser ) og midlertidige karakteristika (jeg er syg/estar ). Det gælder ikke kun mennesker, men også steder, for eksempel: Madrid er (ser) hovedstaden i Spanien. Biblioteket er (estar) åbent. Og på nogle sprog forekommer ordet „væsen“ slet ikke, så du siger ikke „jeg er i biografen“, men blot „jeg biografen.“

At sein ikke desto mindre er vigtigere end haben, vises på mange sprog af bøjningen, som følger sine egne regler. At blive, fremtidigt væsen repræsenterer en slags formidler mellem de to:

Haben I den korte sprogsammenligning

Nogle sprog, såsom lettisk, skelner ikke så stærkt mellem haben og sein. Okay, det er lidt af en overdrivelse. For at sige det mere neutralt: du udtrykker „at have“ anderledes.

For eksempel ville „jeg har et hus“ blive udtrykt på lettisk som „mir ist ein Haus“ (et hus er mit). Det anvendte verbum er den tredje person af „sein“, ejeren optræder i dativ.

Tyske modale verber

Modale verber repræsenterer også en særlig form på tysk. Disse omfatter kan, bør, vil, skal, må og, hvis du vil, også lide og ikke (behov) (at gøre) . Modale verber tilføjer et nyt perspektiv til udsagnet; de modificerer prædikatet (sætningsudsagnet). Følgende eksempler illustrerer forskellen:

Modale verber forekommer derfor regelmæssigt med et andet verbum, hvis betydning de ændrer. Modalverbet har den personlige form, det andet verbum optræder i infinitiv.

Ufuldstændige formularer, der ændrer en erklæring

På tysk er der nogle verber, der ofte kaldes modale verber. Det er dog ufuldstændige formularer.

Andre specielle former med et andet verbum som komplement

Andre verber såsom wissen, sehen,lernen, hören eller lassen kan også kombineres med et andet verbum i infinitiv:

Dette er dog ikke modale verber i streng forstand. Det er ikke udsagnet, der modificeres (du kan, bør, skal, kan eller vil gå), men udsagnets fokus ændres. I stedet for at tale om en begivenhed (bilen der kører forbi), taler jeg om min opfattelse (jeg ser eller hører den køre forbi). I stedet for at gøre noget, uddelegerer jeg mine handlinger (lader dem ske) eller undlader noget (lader det være).

Schummeln erlaubt: Modalverben ohne zweites Verb

Snyd tilladt: Modale verber uden et andet verbum

Reglen om, at modale verber ændrer betydningen af ​​et andet verbum, gælder altid. Det andet verbum nævnes dog ikke altid, for eksempel i følgende spørgsmål eller udsagn:

Det er dog udeladelser, der er mulige, fordi konteksten, hvori udsagnet er afgivet, alligevel er klar.

Bøjning af modale verber på tysk

Du kan se, at endelserne på „möchte“ adskiller sig væsentligt fra endelserne på de andre modale verber og fra de regulære nutidendelser. Dette skyldes, at det er konjunktiv II af „mögen“. Men vi kommer til dens dannelse senere.

Bemærkning til sproglærere

Ved første øjekast ligner modalverberne på tysk og dansk meget hinanden. Men der er mange forskelle i brugen.

For at forstå de problemer, eleverne har med modale verber, er det bedst at se på, hvordan modale udsagn laves på deres kildesprog. På russisk eller lettisk for eksempel er betydningen af ​​sollen og müssen dannet med „nødvendigt at være“. Lad os tage udsagnet: Jeg skal købe brød.

På mange sprog vil dette udsagn ikke blive udtrykt med et modalt verbum, men med en omskrivning, for eksempel „det er nødvendigt at købe brød“ eller „det er påkrævet at købe brød“. Andre sprog som tyrkisk knytter den modale form til verbet.

Alt for let eller ret svært? Har du yderligere spørgsmål eller vil du gerne bidrage med dine egne eksempler fra dit modersmål eller dine sprogkundskaber? Jeg ser frem til din kommentar, som jeg gerne udgiver, så længe den ikke indeholder spam!

Du er også velkommen til at fortsætte med at lære tysk gratis, for eksempel med min artikel om dannelsen af ​​tysk perfektum eller tysk præteritum.

The post Tysk grammatik: Verbet appeared first on Sabine Walther - Language Services.

Det tyske sprog har seks tider, der giver os mulighed for at rejse gennem fortiden eller se ind i fremtiden uden behov for en krystalkugle eller en tidsmaskine. I stedet foretager vi et par små ændringer af verbet og voila! vi er, hvor vi gerne vil være.

Billedet af tidsrejser viser, hvor tæt tid og rum, sprog og fantasi hænger sammen. Selve rejsen foregår i et mentalt rum, der giver os mulighed for at se fremad eller tilbage. Og dette mentale rum skabes af det sprog, vi taler, og som vi bestiller verden i.

Tid og rum muliggør og begrænser vores væren og vores tilbliven og påvirker det, vi har. Derfor er det ikke overraskende, at de også danner en særlig sammenhæng i verbets tidsformer. I dette kapitel vil vi se nærmere på dannelsen af ​​den „perfekte“ tid på tysk.

Fortid, men ikke glemt: Perfekt af tyske verber

Perfekt bringer fortiden ind i nutiden

Det tyske Perfekt er ligesom sin danske pendant førnutid en sammensat tid, hvori vi fortæller om begivenheder fra fortiden. I modsætning til præteritum er perfektum overvejende brugt som datid i mundtlig fortælling. Fordi det Perfekt tilføjer en vis dynamik til de begivenheder, der stadig rører os. Fortiden kan være bag os, men vi kan stadig se den tydeligt eller mærke konsekvenserne, når vi taler om den i perfektum. Fra et rent formelt perspektiv bevæger vi os med det perfekt tilbage i tid og rum. I praksis bringer vi fortiden ind i nutiden.

Men det perfekt forekommer ikke kun i mundtlige fortællinger; også på skrift kan det signalere den tætte sammenhæng, der er mellem en begivenhed i fortiden og resultatet i nutiden. Så hvis du har lært, at det tyske perfekt er en form, der kun er egnet til talt fortælling, hvorimod præteritum pryder hele skriftsprogets pragt og skønhed: glem denne falske doktrin!

Vigtige forskelle i brugen af ​​perfektum og præteritum

Hvis du for eksempel i øjeblikket skriver en ansøgning på tysk, skal du ikke tilføje følgende til dit CV: Jeg studerede tysk i Berlin (Ich studierte Deutsch in Berlin). Præteritumstiden signalerer her, at processen er afsluttet (og du har for længst glemt, hvad du har lært).

Bring i stedet din viden og færdigheder fra fortiden ind i nutiden: Jeg har studeret tysk i Berlin. Derfor taler jeg perfekt tysk i dag.

Kort sagt: Datid fortæller hvordan og hvornår noget skete. Den præsenterer fortiden som en selvstændig episode. Det er så at sige fortidens nutid.

Et perfekt indikerer, at der er sket noget. Den opsummerer fortiden med henblik på nutiden eller det (igangværende) resultat. Det bliver særligt tydeligt, når den begivenhed vi taler om stadig er i gang eller har ført til en ny situation: Jeg har ikke spist noget i dag (det er derfor min mave knurrer nu).

Du er sikkert allerede bekendt med denne sondring fra dansk. Men bemærk én vigtig forskel: Når noget begyndte i fortid, men endnu ikke er færdigt, bruges nutid på tysk: „Jeg har boet i Jylland i et år“ hedder på tysk: Ich l e b e seit einem Jahr in Juetland.

Hvordan danner du perfekt på tysk?

For at kunne tale perfekt om fortiden har du brug for to ingredienser: hjælpeverberne haben eller sein og verbets „Partizip Perfekt“. Så først skal du vide:

1. Hvornår bruger du haben, og hvornår bruger du sein til at danne det tyske perfekt?

2. Hvordan danner man et participium på tysk?

1. At have eller at være? Perfekte former for tyske verber

Som den korte ulykkestekst ovenfor viser, bruger en fortælling sjældent kun én tid. Især hjælpeverberne haben og sein bruges mest i datid, hvor de står alene (som fulde verber): Ich war abends noch lange unterwegs (i stedet for: bin gewesen). Jeg havde ikke tid (i stedet for: havde haft).

Det perfektum af andre verber er dannet med haben i de fleste tilfælde.

Ich habe einen Apfel gegessen.

Du hast Musik gehört.

Wir haben den Abwasch erledigt.

Sie hat ihm zugehört.

Er hat ihr verziehen.

Wir haben der Opfer gedacht.

„Har“ som brobygger til objektet

Hvorfor bruger vi haben som et hjælpeverbum her og ikke sein ? Hvis du ser nærmere på eksemplerne, vil du opdage, at alle de nævnte handlinger blev udført på eller med et objekt. Verber, der udtrykker en sådan begivenhed, kaldes transitive verber. [1]

Transitive verber bygger en bro fra subjektet til objektet og flytter dermed perspektivet: Det er ikke kun vigtigt, at jeg spiste eller lyttede. Det er også vigtigt, hvad jeg spiste, hvem jeg lyttede til, eller hvad jeg tænkte på.

Af netop denne grund kunne vi også danne passive sætninger ud fra eksempelsætningerne, hvor objektet bliver subjektet:

Ich habe den Apfel gegessen. –> Der Apfel ist gegessen worden.

Transitive verber kan, men behøver ikke, have et objekt. Ofte tænker vi blot på genstanden lydløst: Jeg har allerede spist (noget). Jeg lyttede nøje til dig. Det afgørende for karakteristikken „transitiv“ her er ikke, at objektet faktisk optræder i sætningen, men at det kunne optræde der.

Objektet kan også være selve subjektet, som det er tilfældet med refleksive verber. (Vi kan dog ikke danne det passive fra refleksive verber.)

Andre verber, der danner perfektum med haben

Ud over transitive og refleksive verber er der andre verbgrupper, der danner det perfekt med haben. Dette omfatter alle verber, der ender på -ieren: fx have studeret (studieren: studiert haben), have fantaseret (fantasieren: fantasiert haben).

Mange af disse verber er også transitive (eller var engang). Og modalverberne og andre verber danner også perfektum i tysk med haben.

Faktisk simpelt, ikke? Når vi har noget, fremstår det i sidste ende som et objekt: Jeg har en hund, du har penge, han har ingen.

Nå, lad os nu tage en dyb indånding. Desværre er der også nogle intransitive verber, der danner perfektum med haben: blühen eller schlafen, rosten eller brennen, for eksempel. Det er verber, der navngiver en proces, der har en vis, men ikke præcist defineret, varighed.

Hvad dette betyder bliver tydeligt, når du ser på følgende eksempler:

Her kan du se, at visse præfikser ændrer betydningen af ​​et ord. Præfikset er– markerer en overgang, begyndelsen af ​​blomstringen. Ver– markerer forfaldet, afslutningen på en handling. Det afgørende her er, at man ved at skifte mellem ‚at have‘ og ‚at være‘ også markerer skiftet mellem forandring og varighed eller resultat .

Så vi kommer nu til „sein“, som ifølge det Perfekt er i en konstant tilstand af forandring.

Hvornår danner du det tyske perfekt med sein ?

Det Perfekt med haben beskriver handlinger, som vi tænker på et objekt, såvel som refleksive handlinger og begivenheder, der er af ubestemt varighed.

Det Perfekt med sein taler om selve emnet og indikerer en forandring, en bevægelse eller at en ny tilstand er nået. Med én undtagelse: Vi bliver altid, som vi er. Og vi danner det Perfekt af bleiben med sein.

Verber, der bruges transitivt eller intransitivt

„Fahren“ er et af de verber, der kan bruges transitivt eller intransitivt:

Ich habe das Auto in die Garage gefahren.

Handlingen navngiver et objekt, derfor dannes Perfekt her med „haben“. Hvis opmerksamhæden ligger på processen, kan man danne den passive form: Bilen blev kort.

Ich bin mit dem Auto gefahren.

Handlingen beskriver nu en bevægelse fra A til B. Bilen er ikke et objekt, som jeg har påvirket, men et middel til at nå målet. Derfor dannes den perfekte tid med sein. Det er ikke muligt at danne en passiv. For sætningen „Jeg blev kørt“ forudsætter, at en anden person kørte mig. Men du kender jo også denne regler fra dansk, eller? Det svarer til brugen af ​​“sein“, når du beskriver en bevægelse fra-til.

Undtagelser, der ikke er undtagelser

Mange grammatikker angiver undtagelser på dette tidspunkt, som du ikke behøver at huske, hvis du husker en regel først: Så snart et verbum kan bruges transitivt, dannes det Perfekt med haben.

Nogle gange er der dog forveksling mellem perfektum og det stative passiv (Zustandspassiv).

Fx:

„Ich habe das Glas zerbrochen.“ „Zerbrechen“ er transitiv, perfektum er dannet med „haben“.

„Das Glas ist zerbrochen.“ Hvad der ved første øjekast ser ud til at være perfektum med „sein“, er ikke perfektum, men snarere en beskrivelse af en tilstand. Enhver knuste glasset, og nu er det knust for evigt.

Også selvom alle ser uskyldige ud, som om intet var hændt. Situationen ligner for eksempel med:

Jeg har lige savet grenen af. Nu er grenen savet af.

Konklusion: Sådan danner du perfektum på tysk med haben eller sein

Lad os sige grundlæggende:

Perfekt med haben danner en bro fra verbet til et objekt. Handlingen refererer til noget eller er rettet mod en person, der ikke nødvendigvis skal nævnes ( jeg spiste noget ). „Haben“ skaber forbindelsen.

At have beskriver, at vi aktivt har forårsaget, oplevet, formet eller oplevet noget.

Andre verber, der danner perfektum med haben, er verber, der ender på –ieren, refleksive verber og intransitive verber, der navngiver en proces af ubestemt varighed. Sidst, men ikke mindst, naturligvis selve verbet haben.

Perfekt med sein danner intransitive verber om at bevæge sig, dvæle eller blive og om emnets ændring af tilstand. Væren beskriver, hvad der har ændret sig for emnet, eller hvordan emnet har ændret sig: sie sind gegangen, geblieben, erwacht.

Valget af sein eller haben er ikke blot et udtryk for grammatisk vilkårlighed. Det, vi er, er i konstant forandring, bliver og forgår, bliver og går. Vores væsen er foranderligt i tilblivelse, men umistelig; det er hvad der er tilbage.

Det, vi har, forbliver på den anden side altid lidt udenfor, som et objekt for vores begær eller vores handling: vi kan påvirke det, ændre det eller ødelægge det, besidde det eller miste det.

Intet viser denne forskel tydeligere end vores forhold til frihed: så længe vi har frihed(er), kan den tages fra os. Men ingen kan forhindre os i at blive fri indeni, fra at være frie eller fra at forblive frie.

Når du har forstået forskellen mellem haben og sein, kan du tage gigantiske skridt til den anden byggeklods, som du har brug for: das Partizip Perfekt.

2. Hvordan danner du det participium perfekt på tysk (Partizip II)?

Men lad os nu se på, hvordan det participium dannes.

Sådan danner du et participium perfekt på tysk

Eksemplerne viser hele rækken af ​​former for participium på tysk. Hvis du ser på forskellene, vil du se, hvad du behøver at vide for at danne et participium perfekt:

1. Det første spørgsmål er: Beholder verbet i præteritum stavelsen ge-?
2. Optræder ge- i begyndelsen af ​​ordet eller mellem det adskillelige præfiks og verbets stamme?
3. Ender verbet i præteritum på -en eller -t?
4. Opstår der en vokalændring?

Ret kaotisk, ikke? Så vi prøver at ordne tingene igen.

Perfektum participium med eller uden ge-?

Mange tyske præfikser har en eller flere egne betydninger, som næppe nogen kender i dag. Det gælder også præfikset ge- . I participium er betydningen af ​​ge nogenlunde: noget er gjort, er kommet til en konklusion. Det giver faktisk mening, for det her handler om fortiden. Men hvorfor får alle verber ikke blot dette præfiks i datidsled, og det er det?

Svaret er lige så logisk: “ Ge- “ er udeladt for verber, der allerede har et uadskilleligt præfiks. Fordi dette uadskillelige præfiks også har sin egen betydning, som nuancerer verbet i dets betydning. Vi har allerede diskuteret dette ovenfor i afsnittet om statusændringer.

Præfiks og betydning er uløseligt forbundet med verbet. De viser allerede en forandring. Så det er nok at tilføje et hjælpeverbum her: Hun er blomstret. Vi kan undvære ge- som et signal om forandring.

ge – for verber med et adskilleligt præfiks

Situationen er anderledes, når blomsten blomstrer (auf-bluehen): „auf-“ er et adskilleligt præfiks. Her er stavelsen ge- indsat mellem forstavelsen og stilken: Sie ist aufgeblueht.

Verber, der ender på -ieren

Participium af verber, der ender på -ieren, er også dannet uden præfikset ge-. Verber, der ender på -ieren, er ofte låneord fra andre sprog: træne, fantasere, diskutere. Slutningen udtrykker, at noget bliver gjort gentagne gange eller i en vis periode. Det er også en del af det „forhøjede sprog“.

Participium af verber, der ender på -ieren, dannes altid uden ge – og perfektum er dannet med haben: Vi har diskuteret, fantaseret, trænet.

Slutningen af ​​det participium perfekt på tysk

Disse verber kaldes ofte „stærke“ verber, fordi de præsenterer sig selv i forskellige former i stedet for at gemme sig bag et træ.

Blandede former i dannelsen af ​​det tyske perfektum

Perfekt af modale verber

Perceptionsverber

Perceptionsverber bruges i kombination med et andet verbum som modale verber:

Forsigtig, risiko for forveksling!

Sidder du ned eller sidder du allerede? Lægger du noget fra dig, eller er det der allerede? Lægger eller hænger du noget ned/op eller ligger/hænger det allerede?

Ligesom på dansk er der ordpar på tysk, der til forveksling ligner hinanden.

Hvad adskiller ordene fra hinanden? Lad os tage et kig på det nu.

Sidde eller sætte?

Du kan sikkert genkende og navngive forskellen mellem ovenstående udsagn, ikke?

Løsningen er: Et af ordene med angiveligt samme betydning bruges med et objekt, det andet uden:

Jeg sætter, lægger eller hænger noget et sted. Så jeg gør noget med objektet. Og når jeg er færdig med det? Så sidder, står, ligger eller hænger tingen et sted.

Udsagnet om, hvad jeg gør med objektet, får et akkusativt supplement: Hvem eller hvad lægger jeg på bordet? De er transitive verber.

Partnerformularen har ingen genstand. Den bliver på ét sted og bevæger sig ikke. Venligst, hvor hænger vasketøjet? I snoren.

Ich habe fertig!

Det er et stykke tid siden, at hele nationen blev moret over denne sætning fra fodboldtræner Trapattoni:

(Det rigtige svar ville være: Jeg er færdig, ich bin fertig.) Hvis du har lyst, kan du lytte til hans vrede tale her .

Det interessante er, at Trapattoni bruger alle perfektformer korrekt i sin tale. Først i sidste sæt scorer han selvmål.

Hvorfor gør han det? Formentlig fordi han taler italiensk tysk og bruger formen, som han er vant til (ho finito, jeg er færdig). Men måske også fordi han gør noget, der kaldes „overgeneralisering“: Er hat gesagt, er hat geschimpft, er hat gekaempft, er hat erklaert. Og ifølge denne logik HAR han nu afsluttet sin tale.

Kun: Hvis vi ikke navngiver objektet på dette tidspunkt, er vi færdige (at være + adjektiv). Nogle gange er vi endda helt udmattede. Men vi bør altid huske én ting: fejl gør os klogere. I stedet for at klage over det og give op, bør vi se nærmere på det for at lære af det. Først da er vi og har vi virkelig gjort alt færdigt.

Det var alt for i dag. Den næste lektion fortsætter med præteritum. Jeg glæder mig til at se dig igen. Samt din kommentar, ros, kritiske bemærkning, spørgsmål eller tilføjelse.

Du kan kontakte mig på følgende e-mailadresse: info@sabinewalther.eu. Alternativt kan du blot skrive dit bidrag i kommentarerne!

———————-

[1] I mange grammatikker kaldes kun de verber transitive, som styrer et komplement i akkusativ kasus. Jeg vil afholde mig fra at foretage en sådan skelnen her og bruge „transitiv“ udelukkende i betydningen „overgang til noget“.

The post Tysk grammatik: førnutid | das Perfekt appeared first on Sabine Walther - Language Services.

En bekendt lægger en video op på Facebook. Jeg ser: Under en fodboldkamp ruller bolden ud af banen. Bolddrengen snupper bolden, holder fast i den, og en spiller vil have bolden tilbage. Bolddrengen vil ikke give slip, kaster sig ned på jorden og klamrer sig til bolden. Jeg kan ikke tro mine egne øjne. Er det en bolddreng eller en skør fan, der vil beholde sin trofæ for sig selv? Så bliver det endnu værre: Spilleren sparker den liggende dreng i maven, hvorefter drengen slipper den eftertragtede bold, og spilleren trasker tilbage på banen.

Røvhul!

Undskyld, men ja, det var min første reaktion. Det kunne også have været det. Men på en eller anden måde forekommer hele situationen mig så absurd. Hvorfor klamrede drengen sig fast til bolden? Hvad foregik der egentlig?

Jeg indtastede hurtigt spillerens navn i søgemaskinen, og straks kunne jeg læse de første rapporter. Drengen er bolddreng og fan af modstanderholdet. Og han havde allerede dagen før via Twitter annonceret, at han ville »trække tiden ud« under denne kamp. Spilleren skulle have forsøgt at sparke til bolden. Gjorde han det? Gjorde han ikke?

Billeder er hverken informative eller objektive. Billeder vækker følelser.

Hvordan skal jeg vide det? Jeg ser det, man vil have mig til at se. Jeg ser en video, hvor man egentlig ikke kan se noget præcist. Om baggrunden og omstændighederne ved optagelsen ved jeg intet. Og jeg reagerer straks menneskeligt, nemlig oprørt over en uretfærdig, brutal handling. Dommen er afsagt. Min moralske verden er igen i orden. Jeg kan nu vende min opmærksomhed mod andre ting.

Intet billede, ingen video, ingen grafik siger mere end tusind ord. Billeder vækker følelser, billeder synes at skildre sammenhænge objektivt. Men information og fortolkning foregår gennem sproget. Selv efter sin undskyldning fastholdt spilleren, at han havde sparket mod bolden, ikke mod drengens mave. Jeg ved ikke, hvem der har ret, og for mig bliver hele sagen ikke mere behagelig af den grund. Jeg ved blot endnu en gang: Man kan ikke stole på billeder.

The post Intet billede siger mere end tusind ord appeared first on Sabine Walther - Language Services.