I “Hvordan døden kom til live” bruger jeg eksempler fra tysk litteraturhistorie til at illustrere, hvordan forestillinger om dødsøjeblikket, og dermed ideen om hvor døden begynder og slutter, har ændret sig gennem århundreder. Et kapitel er også dedikeret til tysk romantik, og mens jeg researchede dette afsnit, bemærkede jeg, at jeg udviklede en hidtil ukendt aversion mod den “romantiske ånd“, og at dens repræsentanter i stigende grad fremstod for mig som domfældelsespræster, der benægtede og kvalte livet under deres romantiserede længsel efter døden.

Hvor stor var min overraskelse, da jeg for nylig læste den danske litteraturkritiker Georg Brandes‘ mere end 150 år gamle værk, som på mange måder bekræfter min opfattelse og vurdering af den tyske romantik.

I “Den romantiske skole i Tyskland”, andet bind i serien “Hovedstrømningerne i det 19. århundredes litteratur”, er 14 forelæsninger, som Brandes holdt på Københavns Universitet, samlet i en studie.

[Måske var det en fejltryk, men i det eksemplar, jeg brugte, stod der »Tydskland« i titlen i stedet for »Tyskland«. Det retter jeg bare stille og roligt her.]

En usædvanlig tilgang: Georg Brandes i rollen som den psykologiske observatør

I disse forelæsninger griber Brandes romantikken an fra en psykologisk iagttagers perspektiv, der søger at skildre den romantiske skole i Tyskland i sin helhed. Han sigter derfor ikke blot mod at introducere individuelle romantikere, men udforsker også, hvad der er typisk tysk ved denne skole, og hvilke hovedstrømninger der findes inden for den.

Man kan antage, at Brandes‘ tilgang er yderst subjektiv – dette gælder dog kun hans metode, ikke hans dømmekraft og hans omfattende viden om tysk romantik, hvilket er det, der gør ham i stand til at være så „subjektiv“.

Brandes præsenterer den romantiske skole i Tyskland i 14 kapitler. Han beskriver de negative og positive forudsætninger, hvorfra romantikken opstod, de kunstneriske og sociale tendenser, der afspejles i den, undersøger romantikernes forhold til musik og helliger sig endelig det “romantiske sind“, “romantisk længsel“ og romantiske digters forhold til politik, religion og mystik.

Hygge versus romantisk længsel: en sammenligning mellem tysk og dansk romantik

Og da Brandes af oprindelse er dansk litteraturkritiker, er det kun naturligt, at han inkluderer en sammenligning mellem dansk og tysk poesi i sin undersøgelse. Det er derfor tyskerne, der “graver“ romantikken op, som søger og finder dens materiale, men derefter fortaber sig i det og forvandler det til noget flydende, uhåndgribeligt eller ligefrem mystisk hvirvlende.

»Paa dansk Grund fik Romantiken mere Klarhed og mere Form. Den blev mindre natlig, den vovede sig tilsløret ud i Solen. Den følte, at den var kommen til et ædrueligt og besindigt Folk, der endnu ikke var blevet ganske enigt med sig |10| selv, om ikke Maanens Skin var unaturligt og sentimentalt. Den steg op af Bjergenes Schachter, hvorfra Novalis i sine Bjergmandssange første Gang havde manet den frem, og slog med Vaulundur paa Bjergets Side, saa det revnede og lagde alle sine Skatte for Dagen i Dagens eget Lys. Den følte, at den var kommet til en anden Natur, mere smilende, mild og idyllisk, den rystede det Uhyggelige af sig, dens tykke, uformelige Taager fortættede sig til slanke Elverpiger, den glemte Harzen og Blocksbjerg, og en smuk St. Hans Aften opslog den sin Residents paa Dyrehavsbakken«. [fra: Kritiker og Portraiter p. 230.]

Tysk litteratur afslører mere liv, mens dansk litteratur afslører mere kunstnerisk sans og kreativitet, samt en tilbagetrækning fra overflod – sådan kan Brandes sammenligning nogenlunde opsummeres. Alligevel er det netop denne trang til harmoni og en modvilje mod at hengive sig til overflod, der i sidste ende fører til, at dansk litteratur, selvom den er fornøjelig at læse, ikke formår at fange sit publikum. Den mangler dristighed og mod til at presse tingene til det ekstreme.

»Vore Romantikere ere aldrig vanvittige som Hoffmann, men heller aldrig dæmoniske som han. De tabe i betagende og overvældende Liv og Energi, hvad de vinde i Læselighed og Klarhed. De opnaae forholdsvis flere Læsere og flere Arter af Læsere, men de opnaae ikke at vinde dem saa helt. Den kraftigere Originalitet afskrækker Flere og fængsler stærkere. Vi have i vor romantiske Retning ikke Fr. Schlegels dumdristige Usædelighed, men heller ikke hans geniale Oppositionsaand, og man tager hos os som givet og fast, hvad hans Lidenskab bringer til at smelte, og hvad hans Kjækhed støber i nye og barokke Former.«

I sidste ende ser Brandes dog den tyske romantik som korrupt og konkluderer, at man vil “føle, hvorledes Romantiken ender som med en sand Hexesabbath, i hvilken Philosopherne spille de gamle Kjærlingers Rolle, under Obscuranternes Tordnen, under Mystikernes vanvittige Hyl og under Politikernes Raaben paa Politistat, Kleresi og Theokrati, medens Theologien og Theosophien kaste sig over Videnskaberne og kvæle dem under deres Kjærtegn.“

Konklusion: intellektuel glæde

Ikke alle kapitler i “Den romantiske skole i Tyskland“ er lige geniale, ikke alle beskrivelser overbevisende; nogle gange, efter min mening, går præsentationen tabt i irrelevante detaljer. For mig ligger bogens styrke i de passager, hvor Brandes indslynger retoriske drejninger, hvor han efter omtågethed mellem tese og antitese kræver et tredje punkt: den ubetingede kvalitet af en poesi, der vender sig mod livet, i stedet for at ruge med tårer i et elfenbenstårn over søde forestillinger om efterlivet eller klamre sig frygtsomt og fortvivlet til traditionel form. Især i dag, hvor så mange debatter begrænser sig til at kræve en forpligtelse for eller imod noget, er det en fornøjelse og en fryd at følge en forfatter som Brandes, begavet med intellekt, ekspertise og sproglig ild.

Om forfatteren

Georg Morris Cohen Brandes blev født i København den 4. februar 1842. Han studerede jura og filosofi og skabte sig et navn som litterær formidler og pioner inden for litterær fornyelse i Danmark. Sammen med sin bror Edvard Brandes og andre forfattere grundlagde han avisen “Politiken“, som stadig er en af ​​Danmarks tre største dagblade og betragtes som en del af det “venstreliberale“ spektrum.

Brandes var afhængig af økonomisk støtte, men rejste meget og boede i Berlin i flere år. Hans midlertidige afrejse fra Danmark skyldtes dog sandsynligvis, at han blev hårdt angrebet og udelukket derfra i mange år på grund af sine “liberale“ ideer. Først efter at have opnået international anerkendelse var han i stand til at genvinde fodfæste professionelt og socialt i Danmark.

Brandes døde den 19. februar 1927 i København. I 1969 opkaldte Dansk Litteraturkritikerforening en pris efter ham, som tildeles for et værk inden for litteraturvidenskab eller litteraturkritik. Selv i dag er hans arbejde og hans indflydelse ikke “ubestridt“, som de siger så smukt i disse dage. Hvad mere kunne en kritiker og forfatter ønske sig?

Bibliografisk information

Georg Brandes “Den romantiske skole i Tyskland“ findes i forskellige udgaver og genoptryk. Den første udgave havde titlen:

Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur.

Forelæsninger holdte ved Kjøbenhavns Universitet i Foraarshalvaaret 1873 af G. Brandes.

Den romantiske Skole i Tyskland.

Forlagt af den Gyldendalske Boghandel (F. Hegel).

Græbes Bogtrykkeri. 1873.

Jeg har personligt downloadet den originale danske tekst som en Kindle-udgave [Hovedstrømninger i det 19. århundredes litteratur. Bind 2. Den romantiske skole i Tydskland] og brugte teksten oversat til tysk af Adolf Strodtmann på Dansk Sprog- og Litteraturselskabs (DSL) hjemmeside.

The post Boganbefaling: Den romantiske skole i Tyskland appeared first on Sabine Walther - Language Services.

Hvem opfører sig egentlig bedst – en dreng, der lyver, eller en dreng, der fortæller sandheden? Og hvad nu hvis skolen lærte os at lyve i stedet for at fortælle sandheden?

I sin børnebog “Verdens uartigste dreng“ vender Kim Fupz Aakeson de tilsyneladende simpleste antagelser om verden og om forsøget på at opføre sig moralsk på hovedet. Fordi Svend Bendt, bogens hovedperson, har et problem: Han kan ikke lyve. Og fordi han ikke kan lyve, bliver han betragtet som uartig. Selvom man faktisk siger, at man altid skal sige sandheden. Eller skal man ikke?

Det gælder selvfølgelig ikke, når du besøger din faster, og hun serverer kålruller eller sild dyppet i eddike, og når din faster forventer, at du finder disse retter lige så lækre, som hun gør. For det er præcis, hvad Svend ikke kan være enig i. I stedet erklærer han ærligt: ​​“Nej ærlig talt, faster, det smager at prut og bae.“

Svend er ikke en slem dreng; tværtimod gør han sit bedste for at opføre sig ordentligt, for eksempel ved at vaske sine ører ikke kun om aftenen, men også om morgenen. Men det er alt sammen forgæves: Svend er nødt til at lære at lyve.

Og heldigvis er der Lygskolen, som Svends forældre nu sender drengen til. Vil det lykkes ham at lære at lyve? Du bliver nødt til at læse den selv.

Den danske billedbog „verdens uartigste dreng“ er udgivet i forskellige versioner. Den omfatter 28 sider. Historien var oprindeligt en del af serien “Sallies historier“ – en serie animationsfilm for børn og voksne, som Aakeson skrev manuskriptet til i 1998.

Den udgave jeg har, med illustrationer af Rasmus Brenhøj, blev udgivet af Forlag Carlsen i 2005, men er ikke længere i deres katalog. Du kan stadig finde bogen brugt online, og en nyere version fra 2019 kan lånes som lydbog på eReolen .

Forfatter und Illustrator

Kim Fupz Aakeson er født i København i 1958 og er kendt i Danmark som forfatter, manuskriptforfatter, lydbogsforfatter og tegneserieforfatter. Han debuterede med sin første roman for voksne i 1993. Han har modtaget adskillige priser, især for sine børnebøger, herunder Kulturministeriets Børnebogspris (1990). Flere af hans børnebøger er også blevet oversat til tysk; hans ungdomsroman “Ulla und alles“ blev nomineret til den tyske ungdomslitteraturpris i 2001.

I et interview med Gyldendal Forlag i 2025 fortæller forfatteren om sin roman “Skyggen foran mig” og hvordan hans historier ofte udspringer af en tankestrøm.

Rasmus Brenhøi skabte illustrationerne til 2005-udgaven. Hans tegninger i „verdens uartigste dreng“ fylder normalt mindst en halv side og skildrer verden fra et lille barns perspektiv. De voksne fremstår overdimensionerede, udtrykker vrede og glæde med lige så overdimensioneret genkendelighed og fremstår normalt groteske til klovneagtige, men nogle gange endda skræmmende. Brenhøi virker lige så produktiv som Aakeson, da der findes talrige bøger, han har illustreret online under hans navn. Desværre har jeg hverken fundet en artikel om ham eller en hjemmeside. Men det er højst sandsynligt bevidst – så lad os lade det være ved det og respektere, at ikke alle ønsker at blive fundet online.

The post Boganbefaling: Verdens uardigste dreng appeared first on Sabine Walther - Language Services.

I dag er det fødselsdag for en dansk komponist, der betragtes som en af ​​landets vigtigste komponister, og hvis sange har givet ham en plads i hjerterne hos mange mennesker i og uden for Danmark.

I denne artikel vil jeg gerne introducere jer til komponisten og en af ​​mine yndlingssange, som han satte musik i: Tit er jeg glad.

Carl Nielsens karriere

Carl August Nielsen blev født den 9. juni 1865 på Fyn som det syvende barn af en husmaler. Hans far var ofte væk på grund af arbejde, hvilket lod hans mor klare sig selv og på en eller anden måde forsøge at forsørge børnene.

Da Carl var otte år gammel, gav hans far ham violinundervisning, og senere lærte han også at spille trompet, hvilket gjorde det muligt for ham at tiltræde en stilling som militærmusiker i Odense i en alder af 14 år.

I 1883 studerede Carl violin i København med hjælp fra et stipendium. Fem år senere udgav han med succes sin første “Lille Suite for Strygere“, og året efter fik han en stilling som violinist på Det Kongelige Teater i København. I 1891 giftede han sig med sin første og eneste kone, billedhuggeren Anna Marie Brodersen.

Nielsens musikalske liv var præget af hans aktive arbejde som violinist, dirigent og komponist, men hans store gennembrud kom først i 1916. Sammen med andre musikere og digtere udgav han også forskellige samlinger af specialkomponerede folkesange – herunder Folkehøjskolens Melodibog.

I 1925 blev han “hyldet som en folkehelt“, og ligesom H.C. Andersen i dag betragtes som Danmarks nationaldigter, spiller Nielsen en lignende rolle som komponist. Det, de begge har til fælles, er, at de kom fra fattige familier, der ikke rigtig havde råd til en kunstnerisk uddannelse, men de fandt støtter, der hjalp dem med at opnå den.

Carl August Nielsen som sangkomponist

“Naar jeg skriver disse letfattelige, enkle melodier er det som om det slet ikke han mig der komponerer; det som om – hvad skal jeg sige – det var Folk fra min Barndom ovre paa Fyn eller som om det var det danske Folk som ønsker noget gennem mig. Men det lyder maaske saa stort, da Saying he saa jævn og simple; i hvert fald for mig.“

kilde

Siden århundredeskiftet har Nielsen komponeret adskillige sange, der er karakteriseret ved enkle, men elegante melodier og en- til trecifrede vokallinjer. Blandt dem er min nuværende favorit: “Tit er jeg glad“.

Tit er jeg glad 

Jeg er endnu ikke helt bekendt med hele Nielsens værk, men en af ​​hans sange rørte mig straks: tonen til et kærlighedsdigt af Bernhard Severin Ingemann (1789-1862) med titlen „Tit er jeg glad“. Teksten stammer fra 1812, og Nielsens tonen stammer fra 1917.

En meget mindeværdig version af DR Pigekoret med Lau Højen kan findes på YouTube.

Du vil bemærke, hvor alsidig sangen kan fortolkes, hvis du lytter til versionen af ​​Anne Dorte Michelsen, akkompagneret af Helge Lillervedt på klaver.

Kærlighedshistorien, der fortæller om en mangfoldighed af modstridende følelser, handler om et mandligt “jeg“, der længes efter at vende tilbage til sin elskedes bryst, efter at blive anerkendt og elsket af hende. Men for mig afspejler teksten og melodien i høj grad også, hvordan jeg har haft det siden vores emigration til Danmark.

Jeg er ofte lykkelig, men jeg savner de mennesker, jeg ville elske at dele denne lykke med – ud over min mand. Jeg elsker dette land og vores nye liv – og alligevel rammer det mig nogle gange hårdt. Og ofte føler jeg, at jeg ikke kan sætte ord på det, jeg så længes efter at udtrykke om denne kærlighed og dette land, at jeg mangler sproget til tilstrækkeligt at beskrive, hvordan et blik på det fløjlsbløde, glitrende græs, et kig op på den unikke himmel eller vindens blide raslen planter denne lykke i min sjæl.

Men heldigvis er der – i mit tilfælde – den, jeg er, sammen med – selvom jeg ofte er nødt til at tage mig sammen i hverdagen og dække over “følelsernes forvirring”.

I samspillet mellem dur og mol: kompositionens særlige træk

Modsætningen, eller rettere sagt samtidigheden, mellem følelser og opfattelser, som ikke ophæver hinanden, men snarere forstærker hinanden, kommer også til udtryk i Nielsens komposition. Sangen blev oprindeligt skrevet i c-mol, en toneart der ofte bruges til triste kærlighedssange, og legemliggør dermed allerede bluesen.

Men melodien går imod teksten, idet den leger med dur- og molakkorder, og modsiger dermed musikalsk for eksempel den glæde, som tekstforfatteren nævner i begyndelsen. Denne modstand fra musikken mod teksten er også tydelig i melodiens op- og nedadgående progression: i de to første åbningslinjer føres verset nedad, så glæden synker melodisk. I de følgende to linjer føres tristheden pludselig til et klimaks, hvor den igen møder sin modpart, latteren, før den overgår til en kort dramatisk spænding i form af en formindsket subdominant, før den endelig vender tilbage til sin tonikas hvileposition. Indtil stykket begynder forfra.

I dag, den 9. juni 2025, ville Carl Nielsen have fejret sin 160-års fødselsdag. Han døde dog af hjertesvigt den 3. oktober 1931. Carl Nielsen Museet blev åbnet til hans ære i Odense, beliggende cirka 220 meter fra H.C. Andersens Hus. Et heldigt sammentræf (?), tror jeg, for nærheden mellem de to kunstnere rækker bestemt ud over det geografiske.

Carl Nielsen Selskabet vedligeholder også mindet om digteren og hans musik gennem en online tilstedeværelse, som du kan tilgå via dette link .

The post Tit er jeg glad appeared first on Sabine Walther - Language Services.

Oversættelse til tysk og kort tolkning

Jeg har boet i Danmark i fem måneder nu. Det er derfor kun passende, at mit første bidrag efter lang tid er dedikeret til en dansk digter, der nyder verdensomspændende berømmelse som dansk nationaldigter par excellence: H.C. Andersen.

I Tyskland er Andersen mest kendt for sine eventyr, blandt andet Den lille havfrue, Prinsessen på ærten, Kejserens nye klæder og Den grimme ælling; men han skrev også digte og noveller, rejseskildringer og romaner.

Digteren kom fra en fattig familie og måtte i en ung alder udholde tider med afvisning, latterliggørelse og grusomhed, før han blev anerkendt som det, han længe ønskede at være forgæves: en rigtig prinsesse, en formodet ælling, der blev til en smuk svane.

Født den 2. april 1805 i Odense skulle H.C. Andersen i dag fejre sin 220 års fødselsdag. Derfor kiggede jeg nærmere på Andersens digt „Det døende barn“ og forsøgte at oversætte det til tysk. Det var vigtigt for mig at bevare rytmen og rimformen så meget som muligt, men uden at afvige for langt fra originalen. Og dette er hvad jeg fik fra mit første forsøg:

Indhold og fortolkning af H.C. Andersens digt “Det døende barn“

Andersen skrev digtet mod slutningen af ​​sin skoletid, da han var omkring 18 år gammel. Den består af tre otte-linjers strofer (inddelt i kvad af mig ovenfor), hver med fire par krydsrim. Det lyriske jeg vender sig til sin mor lige i begyndelsen, hos hvem han befinder sig et sted, der ikke beskrives nærmere. Men det er et ubeskyttet rum, et “her“, der sidestilles med det kolde “udenfor“, hvor en storm truer.

“Her,“ i dette kølerum, beder det lyriske jeg om, at moderen lader ham falde i søvn. Den ønsker, at hun ikke vil græde mere og beskriver for hende, hvad den allerede kan se med sine trætte, lukkede øjne: Englenes verden, som det lyriske jeg nu er trukket ind i, fordi alt dér er så smukt som i en drøm.

Titlen på digtet, “Det døende barn“, antyder, at englens kys, som digtet slutter med, også markerer det lyriske jegs død. Og alligevel kan man ved nærmere eftersyn konstatere nogle “uoverensstemmelser“, der holder historien i spænding.

For eksempel er det bemærkelsesværdigt, at det lyriske jeg i digtet ikke lukker “øjnene“, men kun “det“ trætte øje, hvilket i sidste ende bringer det i en tilstand, der ligner oplevelsen af ​​en drøm.

I slutningen af ​​første vers står der:

Og englens kys, som digtet slutter med, opstår først, efter at det trætte øje har lukket sig:

For mig opstår derfor spørgsmålet, om de fysiske øjne rent faktisk er ment her, eller om Andersen hentyder til det såkaldte ”indre” øje, hvormed barnet opfatter drømme, erindringer og genfærd, som ikke er synlige for voksne.

Efter min mening adskiller digtets ordforråd og metaforer det ikke som et fremragende kunstværk; Andersens billedsprog forbliver forankret i det velkendte, når han skildrer den smukke indre verden, som står i kontrast til den kolde, stormfulde verden udenfor, som er gennemsyret af blomster, farver, engle og musik.

Og alligevel er der foruroligende afvigelser fra det almindelige og forventede, for eksempel når det lyriske jeg spørger sig selv, om det først skal dø for også at modtage de smukke hvide vinger, som Herren skænker. Skønheden får således et grusomt aspekt – Rilke sender sine hilsener – da det kræver en smertefuld adskillelse uden hensyn til moderens følelser.

Men det er netop den smerte, barnet oplever som en trykkende byrde, der skal overvindes for at være tæt på englene – det fortæller sidste vers. Fordi trykket moderen udøver er for hårdt, hendes kind er for tæt, hendes tårer brænder som ild, og hun tvinger barnet til at græde med sig i stedet for at gå ind i englenes glade verden. Den i begyndelsen beskrevne kulde, som det lyriske jeg føler “her“, i nærvær af den grædende mor, kan ikke opvarme denne form for moderkærlighed.

Det “døende“, som Andersen beskriver det i “Det døende barn“, kan således også forstås som en smertefuld adskillelsesproces, der ikke fører til det lyriske selvs død, men derimod tillader det at overvinde den smerte, det oplevede i sin moders hænder, for at nå sin sande skæbne, der allerede fremstår for dets indre øje som poetisk og himmelsk.

Yderligere læsning og medier

Det er min fortolkning af digtet. Det udkom i øvrigt første gang i 1827 i den tyske oversættelse af Ludolph Schley.

Hvis du nu er nysgerrig og gerne vil vide mere om Andersen eller se hans håndskrift, kan du finde alt, hvad du har brug for at vide om forfatteren og hans værk, samt originalteksten på H.C. Andersen-centrets hjemmeside. Siden er tilgængelig på dansk og engelsk.

Og vil du lære mere om digterens liv og hans kamp for anerkendelse, anbefaler jeg Rumle Hammerichs film „Unge Andersen“ , som du blandt andet kan se på Netflix.

Hvis du har lyst til at fordybe dig i, hvordan døden og det at dø beskrives i den tysksprogede litteraturhistorie, kan jeg anbefale min bog: Wie der Tod ins Leben kam.

The post H.C. Andersen: Det døende barn appeared first on Sabine Walther - Language Services.