Jeg kan ikke længere udtale mig om alt dette, hverken om det, der sker i Ukraine, eller om det, der sker i Israel og i Gazastriben. Der er ingen argumenter, ingen afvejning, ingen fordele og ulemper i disse sager. Men jeg er nødt til at udtale mig for at overvinde den kvalmende følelse eller i det mindste holde den i skak. Ud af denne magtesløshed opstod følgende tekst i går.

ALDRIG EN FORKLARING

Lad mine tårer synke ned i flodens tomme leje,

der forskrækket søger sin vej langt væk fra jer,

aldrig har tårer

blødgjort én morder,

aldrig forhindret afgrunden,

aldrig fremkaldt et øjebliks tøven,

aldrig reddet en fredelig sjæl.

Skjul min afsky bag måneskinnets kulde,

der svæver vendt bort fra jeres skændige handlinger,

aldrig har afsky

kunnet modbevise et eneste af jeres morderiske ord,

aldrig fremkaldt et øjebliks tøven,

aldrig slukket grådigheden,

aldrig beskyttet en plaget.

Begrav min medfølelse bag bjerget af de mishandlede,

som I skamløst præsenterer for verden,

aldrig har medfølelse

bragt et smil tilbage,

aldrig vækket en død,

aldrig lindret deres kvaler,

aldrig fået en bøddel til at omvende sig.

Mine tårer er stivnet,

min forfærdelse,

min medfølelse

og al tilgivelse,

min ophøjede krav om at føle,

hvilket ikke gavner nogen.

Intet håb skal længere forbinde mig med jeres gerninger.

The post At stå imod afsky appeared first on Sabine Walther - Language Services.

Det sprudler bare ud af deres munde,

de tweeter gerne om kulde og afkald,

en ros til våbner fra de fætre og forkyndere,

man taler mindre om profit og krigens vold.

Du, Ukraine, er for længst blevet forrådt,

du, Rusland, har selv bøjet dig for had,

I to bør hellere ik’ forvente noget fra »Vesten«,

der ikke tjener deres vedkommendes bedste.

Mens bomberne falder, splinter, mennesker flygter,

mens nu blot hadet sår sit frø på gylden mark,

vil dukkeførerne fortsætte med at trække,

indtil visionen om den nye orden står fast.

Det lyder fremmed, det, der kommer ud af deres munde,

så afslappet, så let, kooperativt,

plaprer de løs, at »potentiale« kun ville dræbe syndere,

men mange vil dog dø; så ung og så naiv.

Du, Ukraine, er for længst blevet forladt,

Du, Rusland, har selv bøjet dig for døden.

For deres egne formål knuser de, som pralede,

jer, os og alt, der ikke passer ind i deres øde.

The post Hvem har gavn af krigen? appeared first on Sabine Walther - Language Services.

Det tyske udtryk »sein blaues Wunder erleben« [at opleve sit blå under] betyder så meget som at få sig en ordentlig overraskelse – med negative konsekvenser.

Om et ordsprogs forandrede betydning

Den, der oplever sit »blå under«, kan helt sikkert forberede sig på en overraskelse. Men hvor stammer dette ordsprog egentlig fra? Hvorfor er det blå ubehageligt eller vildledende? Har det virkelig noget at gøre med klædefremstillernes håndværk, som det ofte er blevet antaget? Eller har det blå måske en anden betydning, der i dag er skjult for os?

Blåt som farven på tvetydighed

Farven blå er blevet forbundet med mange ting, der har med bedrag eller illusion at gøre. Det er ikke kun den blå tåge, der slører vores sanser. Vi lyver det blå ned fra himlen eller fabulerer ud i det blå. Vi begiver os ud på en tur ud i det blå, altså ud i det uvisse og ukendte.

Ifølge Duden-ordbogen om ordets oprindelse blev vi oprindeligt ikke mørke, men blå for øjnene, når vi var ved at besvime. Denne helt særlige svimmelhed repræsenteres altså af farven blå. Men også det særlige, det unikke kommer til udtryk heri. Det uvisse ved farven blå behøver altså ikke altid at være negativt.

Men i udtrykket »at opleve sit blå under« ligger der imidlertid en kraftig trussel. For den, der oplever sit blå under, bliver overrasket på en negativ måde. Derudover har udtrykket ofte karakter af en trussel om straf.

Blåt klæde og blå røg

Oprindelsen til udtrykket »at opleve sit blå under« tilskrives ofte klædefarvernes håndværk. Gennem en kemisk reaktion skiftede grønne eller gule klæder farve til blå. Betragteren oplevede faktisk et blåt mirakel. Ifølge en anden fortolkning stammer udtrykket fra middelalderlige gøgleres forestillinger. Disse brugte blå røg til deres tricks og tryllekunster, hvilket skjulte det, der skabte overraskelser blandt publikum.

I begyndelsen lå fascinationen af det blå under altså til grund for udtrykket. I løbet af århundrederne blev det imidlertid til frygten for noget negativt. Men der er stadig uenighed om disse forklaringer på det blå under.

At høre, se og opleve det blå under

Det er dog ikke kun farven blå, der er af interesse for betydningsbestemmelsen. Også det verbum, der ledsager udtrykket, skal tages i betragtning. For inden man oplevede sit blå under, kunne man allerede se det og endnu tidligere høre det. Sådan beskriver det i hvert fald Christiane Wanzeck, der har beskæftiget sig med oprindelsen og historien bag talrige farveudtryk.

Ifølge Wanzeck hørte man sit »blaues Wunder« mod slutningen af det 14. århundrede, når nogen fortalte en usand historie. Den usande historie blev så i løbet af århundrederne til en utrolig historie, et mirakel, der skulle gøres synligt. Man så så sit »blaues Wunder«.

Først i det 20. århundrede skal udtrykket angiveligt være blevet afledt heraf i forbindelse med verbet »erleben«.

Et velkendt udtryk, der meget smukt kunne indpasses i en fortælling om sanserne og om, hvordan sanseindtryk opstår. For mig endnu en anledning til nøje at observere, hvordan sansemæssig opfattelse fungerer, og om et billede faktisk kun opstår ud fra visuelle indtryk.

Dette udtryks forandring passer desuden meget godt til overgangen fra en mundtlig tradition til en skriftlig, hvor øjet vandt dominans over øret.

Og for at fylde metaforkassen helt op: I øjeblikket truer faren for, at Tyskland snart kommer til at opleve sit blå under. Jeg håber ikke, at det sker. Men måske ville det være en anledning til at spørge sig selv, hvornår vi holdt op med at lytte til hinanden og begyndte at visualisere alt det utrolige, indtil det kan tilskrives sin egen »sandhed« i betydningen af synlighed.

Litteratur

Duden. Das Herkunftswörterbuch. Etymologie der deutschen Sprache. 2., völlig neu bearbeitete Auflage, Hg. von Günther Dodrowski. Mannheim/Wien/Zürich:1989, S. 86.

Wanzeck, Christiane: Zur Etymologie lexikalisierter Farbwortverbindungen. Amsterdam, New York 2003. Seite 316 ff.

The post ”Sein blaues Wunder erleben” appeared first on Sabine Walther - Language Services.

Jeg starter med nogle indlæg, der stammer fra mine tidligere hjemmesider/blogs. Efterhånden vil der blive tilføjet nyere indlæg. Desuden finder du her fra tid til anden fortællinger eller bøger, som jeg arbejder på lige nu. De er selvfølgelig endnu ikke klar til tryk – derfor er din feedback særligt velkommen!

God fornøjelse med at kigge rundt! Og tak for det!

The post Velkommen til mit forfatterværelse appeared first on Sabine Walther - Language Services.

”Hvordan kan vi holde en pause, når vi skal vide alt med det samme? Hvordan kan vi ruminere, når der konstant er en forventning om, at vi skal svare?”

„Læseren der forsvandt“

Forestil dig, at du besøger et bibliotek for første gang, du aldrig har været på før. Nysgerrig vandrer du gennem værelserne, tager noget frem her, lægger noget tilbage der, glad for at møde gamle „bekendte“ og leder efter den ene bog, der måske interesserer dig lige nu.

Og så pludselig holder du den i dine hænder, uden at en algoritme foreslår det, simpelthen fordi du fulgte din intuition. Først er du bare nysgerrig; titlen lyder som noget, der kunne begejstre dig. Hjemme tager du den op, fordyber dig i den og befinder dig i en tilstand af fuldstændig forbløffelse.

Fordi ud af alle de tusindvis af bøger har du valgt præcis den, der rører dig dybt i hjertet og får en vissen gren til at blomstre på ny: kærligheden til at læse som en intim fordybelsesakt.

At gøre verden til sin egen: Læsning som en stille dialog

I „Læseren der forsvandt“ udforsker David L. Ulin spørgsmålet om, hvad læsning egentlig betyder (for ham) over 190 sider. Han tager os tilbage til begyndelsen af ​​sin læsebiografi, som var præget af utålmodighed og en læsehunger, der viste sig ikke at være selektiv, men snarere nød en variation af genrer.

Ulin beskriver den intimitet, der engang eksisterede mellem læser og bog, øjeblikkets stilhed, der gjorde det muligt at fordybe sig fuldstændigt i en fremmed, ny verden; følelsen af ​​at være en del af noget stort, der omfatter verden og tiden: en litteratur, hvor alt er forbundet.

Denne læseintensitet er næppe forståelig for nutidens læsere, selvom de husker den med længsel. For læsning er ikke blot kunsten at indgå i en stille dialog med andres verden; læsning kræver også disciplin og evnen til at trække sig tilbage, til at nærme sig verden ved taknemmeligt at afvise dens konstante tilbud om distraktion.

Læsning som en modstandshandling

Læsning, som det blev lært og praktiseret i præ-digital tid, kan derfor allerede i dag ses som en modstandshandling mod at blive overvældet af ord, lyde, information, symboler, film, billeder og diskussioner, der konstant dukker op på skærmene, uden at vi stiller spørgsmålstegn ved deres betydning.

Selv den mest erfarne læser tænker, mens de læser, på at åbne en anden e-mail, følge et link, tjekke nogle oplysninger eller gøre dit og dat på sin bærbare computer.

Han er også udsat for en informationsoverbelastning, hvor han konstant skal vide alt med det samme, have et svar på alt, uden nogen forbindelse mellem de spørgsmål eller nyheder, der bombarderer os dagligt.

Samtidig står han over for et tab af udtryks- og skelneevner, hvilket bidrager til, at kun de mest banale tanker og informationer kan forstås og bearbejdes. For i modsætning til sproget er billedet ikke interaktivt i forhold til individet; tværtimod:

”Her har vi den vigtigste forskel mellem bøger og billeder, levende eller andre – den måde førstnævnte kommer indefra og ud, mens det er omvendt med sidsnævnte. Sprog er indvendigt, det beder os om at skabe vores billeder, vores film, vores virkelighed ud fra andre menneskers ord. Det er kilden til dets kraft, at det er interaktivt i ordets mest oprindelige betydning.”

En læseoplevelse der giver håb

Men „Læseren der forsvandt“ er på ingen måde et teknofobisk eller ensidigt nostalgisk tilbageblik. Det, der lyder som en håbløs historie, opretholdes af håbet om, at læsning i sig selv, som en kulturel praksis, ikke vil forsvinde, selvom den ændrer sig. Om dette håb kan vare ved, eller om det blot stammer fra ønsket om at finde noget trøstende i den verden, ens børn vokser op i, lader jeg være åben for fortolkning.

Efter min mening yder Ulin selv et stort bidrag med denne bog, idet han minder os læsere om, hvor betagende og intens læsning engang var for os, og måske, hvis vi generobrer denne evne, kunne den i det mindste være det igen på en lignende måde.

Værd at læse: en personlig erindring og professionel analyse

Ulins essayistiske, veltalende skrivestil og hans imponerende kendskab til amerikansk og international litteratur gør læsningen til en fornøjelse, selv for dem, der ligesom mig stadig kæmper med det danske sprog. Personlige erfaringer suppleres af ekspertforklaringer, der præcist og tilgængeligt illustrerer, hvordan moderne digitale teknologier påvirker vores evne til at læse, hvordan de ændrer vores hjerneaktivitet og opfattelsesevne inden for meget kort tid.

Derudover behandler Ulin den transformation af kommunikationsformer, som vi har oplevet i adskillige årtier nu, og sammenligner den med den æra, hvor trykpressen muliggjorde overgangen fra en mundtlig til en skriftlig orden, med konsekvenser, der var lige så storslåede, som de var fatale for individet og for den geostrategiske „omordning“ af verden. (Du kan læse mit eget perspektiv på dette her -på tysk- eller her. I min dystopiske roman „Objektiv“ udforsker jeg også, hvordan visuelle teknologier ændrer den måde, vi ser.)

Udover forfattere som F. Scott Fitzgerald (Den store Gatsby) eller Franz Kafka (Die Verwandlung) citeres også vigtige medieteoretikere som Marshall McLuhan eller Walter J. Ong.

„Læseren der forsvandt“ blev oprindeligt udgivet på engelsk under titlen: The Lost Art of Reading – Why Books Matter in a Distracted Time. Jeg foretrækker den danske titel, fordi den leger med flertydigheden i denne forsvinden og med evnen til at tænke to modstridende tanker uden at blive forvirret. Ifølge Ulin er dette en kunstart, der forener forfattere og læsere i særdeleshed, og en som sjældent findes i nutidens endeløse onlinedebatter.

Forfatter, oversætter, udgiver

Kritiker, essayist, redaktør, foredragsholder: Amerikaneren David L. Ulin er en bogmand i bund og grund. En læser, der ikke jagter indhold eller information, men nyder selve læsehandlingen. Udgangspunktet for denne bog er et essay, han skrev til Los Angeles Times; drivkraften var en samtale med hans søn om læsning, som førte Ulin til den smertefulde erkendelse af, at hans egen måde at læse allerede har tilpasset sig den digitale tidsalders summen.

Bogen blev oversat til den danske oversætter og forfatter Lotte Kirkeby Hansen. Hansen har været medredaktør på adskillige faglitterære bøger, debuterede som novelleforfatter i 2016, og hendes første roman, De Nærmeste, blev nomineret til Danmarks Radiopris i 2019.

Jensen & Dalgaard er et ejerdrevet forlag med speciale i fiktion, faglitteratur („samfund og eksistens“) og børnebøger. Da jeg kiggede på deres hjemmeside, opdagede jeg ikke kun andre spændende titler, men deres fokus på design var også straks tydeligt.

Den engelsksprogede udgave med titlen „The Lost Art Of Reading“ kan findes på alle kendte salgssider, både som trykt udgave og som e-bog, for eksempel hos Amazon.

Bibliografisk information

Titel: Læseren der forsvandt – Bogens betydning i en distraheret tid

Forfatter: David L. Ulin

Oversætter: Lotte Kirkeby Hansen

Forlag og årstal: Jensen & Dalgaard, 2019

ISBN-nr.: 978-87-7151-515-2

Pris: 268,00 kr.

The post Boganbefaling: Læseren der forsvandt appeared first on Sabine Walther - Language Services.

Forfatterens hverdag indebærer i øjeblikket naturligvis også mange oplevelser med sne og is her i det kolde nord. Og hvis man følger vejrudsigterne her i Jylland (ligesom i Tyskland), kan man ikke undgå at bemærke, at en hård vinter giver rigelig anledning til at konstatere, at der også i journalistikken ofte tilføjes meget fiktivt. Det er dermed en god lejlighed til at finde ud af, hvilke medier der informerer objektivt, og hvilke der gerne spreder lidt panik.

Den varslede snestorm er heldigvis gået forbi os, og vi har også overstået den hidtil koldeste nat. Da jeg i går sidst på eftermiddagen bemærkede, hvor koldt det var blevet, skyndte vi os dog hurtigt af sted for at købe børstelister til dørene – for det trak ind alle steder, og især gennem hoveddøren blæste det iskoldt ind.

Men det lykkedes at stoppe det. Hvis det bare var så nemt med alle andre problemer i verden!

I dag har jeg planlagt lidt tid til afslapning i min hverdag som forfatter, og på min to-do-liste står der: spise noget lækkert, se lidt på fotos – og lave en lille video. Jeg håber, I vil nyde den. Og hvis nogen ved med sikkerhed, hvad den gulgrønne fugl hedder (sekund 31), vil jeg gerne have et tip!

Nu håber jeg bare, at I alle har et varmt sted at være, en godt isoleret hoveddør og nok mad og fred i huset. Og en god bog selvfølgelig – jeg læser i øjeblikket »Læseren der forsvandt« af David L. Ulin og vil gerne fortælle om den i de kommende dage! Har I nogle læsetips til en lang vinter?

The post Forfatterens hverdag appeared first on Sabine Walther - Language Services.

I dag er en særlig dag for mig, for jeg har for første gang forsøgt at skrive et digt på dansk. Mens sneen indhyller landskabet i et fortryllende hvidt tæppe (i hvert fald hos os på landet – i byen ser det anderledes ud), lader jeg de fire årstider glide forbi mig. Og ja, jeg ville ønske, at det igen og igen kunne blive forår, sommer, efterår og vinter. Og ja, sådan vil det komme til at være, om end ikke for evigt for mig.

Jeg håber, at I vil finde en smule glæde i versene. En tysk version vil naturligvis følge. Og hvis I – hvad der helt sikkert vil ske – finder fejl, stilbrud eller passager, der ganske enkelt ikke lyder godt på dansk, så tøv ikke med at kommentere; jeg bliver glad, hvis jeg med jeres hjælp kan blive bedre.

Jeg ønsker alle en fredelig og varm vinternat derhjemme; og alle dem, der må ud, at de kommer uskadt gennem natten og frem til et venligt sted.

DER SKAL

Der skal komme vintervejr,

sne og stilhed synker ned,

iskrystaller, frosne, klare,

former blomster til nyt år.

Skader, spurve, mejser skændes,

let forkølede er mine tanker,

inde varmer krop og sjæl

ovnvarme, kransekage.

Der skal komme forårsvejr,

farverigt og fuldt af håb

strækker lokkende forvarsler

blomsterne til lysets dåb.

Vibe, gransanger og rødhalse

inviterer til løvspringsdanse,

bier smager blomsterblade,

tusinde duft berører sanser.

Der skal komme sommervejr,

lysfyldt føler sindet glæde,

længe dage, travle hænder,

muntert fejres sommervende.

Den trykkende hede bærer marken tålmodigt,

glødende, skinnende, indtil den kølige

regn kysser jublende jorden,

fulgt af bifald fra den kraftfulde torden.

Der skal komme efterårsvejr,

hvad der end er tilbage, blæser han væk,

men tillid giver tryghed, om end

fløjtende, hvæsende lyde knækker træer.

På markerne arbejder nu alle hænder,

mens vinden puster bladene ned,

samler de flittigt, hvad nærer og brænder,

og høstes de sidste frugter i bedet.

Der skal nok komme vinter igen,                      

frisk og ny, men også fortrolig,

måske er det tiden for mit sidste digt,

men indtil da vil jeg ikke være rolig.

The post DER SKAL appeared first on Sabine Walther - Language Services.

Først troede jeg, det bare var en særhed, en kortvarig forelskelse i en idé. Men langsomt indser jeg: Der er noget, der venter på mig. Et tema, et emne, der kræver en ny fortælling. Selv om det kan virke arrogant, for det par, jeg arbejder på i øjeblikket, er et af de mest berømte i Skandinavien, og en hel række bedre og mere kendte forfattere har allerede forsøgt sig med det: Elvira og Sixten.

Så tror jeg, at jeg kan tilføje noget nyt til historien gennem min historie? I hvert fald håber jeg det! For Elvira og Sixten, som jeg allerede har nævnt her, er for mig det bedste eksempel på en „følelsesforvirring“, der fører til, at folk taler om kærlighed, når de kun har brug for hinanden, og sårer hinanden desto dybere, jo mere de forsøger at hele gamle sår.

Men de er også et par, hvis forhold forekommer mig at være betydeligt mere komplekst, end de myter og fortolkninger, jeg indtil videre er stødt på, antyder. For nogle er Elvira og Sixten modige elskere, der brød samfundets lænker, kun for i sidste ende at dø sammen. For andre er Elvira tydeligvis offeret – nogle gange på grund af sin barndom og ungdom, som fremstilles som dyster og fyldt med misbrug (uden, så vidt jeg ved, beviser for dette) – nogle gange på grund af antagelsen om, at hun tilbød en slags underdanig lydighed til sin ældre forfører, eller endda blev overrasket over hans ønske om at dræbe.

Efter min mening gør vi dog endnu engang Elvira, den usædvanligt talentfulde linedanser, uretfærdighed ved at begrænse hende til offerrollen. Og spørgsmålet er: Hvordan ville en sådan kvinde, der er vant til at øve sig i hvert skridt, hun tager på linedansen dag efter dag, med disciplin, der nyde beundring og bifald, modtage en kongelig udmærkelse og blive betragtet som lige så smuk, hvordann ville hun trække sig tilbage fra alt dette bare for at følge en gift mand ind i et middelmådigt liv?

Nej, nå, no, det kan jeg aldrig tro.

Så jeg spørger mig selv: Er det måske bare vores eget begrænsede perspektiv, der blokerer vores syn på et par, hvis „rollefordeling“ kan være helt anderledes end det, vi er vant til at se? Fordi vi endnu engang er faldet i den tro, at vi er den klogeste, mest oplyste og generelt mest retfærdige og mest frigjorte generation i menneskets historie? ^^

Jeg ved det ikke endnu, men selvfølgelig har jeg mine mistanker. Ligesom min hovedperson, den unge journalist Jesper Hansen, som jeg lader fortælle historien, fordi han er meget tættere på personerne og begivenhederne, end vi er i dag.

Jeg er nysgerrig efter at se, hvor hans ikke helt upartiske fortælling vil føre mig hen. Og selvfølgelig ville jeg være glad, hvis I delte min begejstring og fulgte interessent med i de kommende måneder for at se, hvad han tillader mig at offentliggøre på forhånd. Ligesom jeg byder alle jeres kommentarer, forslag og bemærkninger velkommen, som viser mig, at jeg (bortset fra de irriterende spammere) ikke er helt alene med mine ensomme tanker og historier.

The post Hvad skriver du lige nu? appeared first on Sabine Walther - Language Services.

I “Hvordan døden kom til live” bruger jeg eksempler fra tysk litteraturhistorie til at illustrere, hvordan forestillinger om dødsøjeblikket, og dermed ideen om hvor døden begynder og slutter, har ændret sig gennem århundreder. Et kapitel er også dedikeret til tysk romantik, og mens jeg researchede dette afsnit, bemærkede jeg, at jeg udviklede en hidtil ukendt aversion mod den “romantiske ånd“, og at dens repræsentanter i stigende grad fremstod for mig som domfældelsespræster, der benægtede og kvalte livet under deres romantiserede længsel efter døden.

Hvor stor var min overraskelse, da jeg for nylig læste den danske litteraturkritiker Georg Brandes‘ mere end 150 år gamle værk, som på mange måder bekræfter min opfattelse og vurdering af den tyske romantik.

I “Den romantiske skole i Tyskland”, andet bind i serien “Hovedstrømningerne i det 19. århundredes litteratur”, er 14 forelæsninger, som Brandes holdt på Københavns Universitet, samlet i en studie.

[Måske var det en fejltryk, men i det eksemplar, jeg brugte, stod der »Tydskland« i titlen i stedet for »Tyskland«. Det retter jeg bare stille og roligt her.]

En usædvanlig tilgang: Georg Brandes i rollen som den psykologiske observatør

I disse forelæsninger griber Brandes romantikken an fra en psykologisk iagttagers perspektiv, der søger at skildre den romantiske skole i Tyskland i sin helhed. Han sigter derfor ikke blot mod at introducere individuelle romantikere, men udforsker også, hvad der er typisk tysk ved denne skole, og hvilke hovedstrømninger der findes inden for den.

Man kan antage, at Brandes‘ tilgang er yderst subjektiv – dette gælder dog kun hans metode, ikke hans dømmekraft og hans omfattende viden om tysk romantik, hvilket er det, der gør ham i stand til at være så „subjektiv“.

Brandes præsenterer den romantiske skole i Tyskland i 14 kapitler. Han beskriver de negative og positive forudsætninger, hvorfra romantikken opstod, de kunstneriske og sociale tendenser, der afspejles i den, undersøger romantikernes forhold til musik og helliger sig endelig det “romantiske sind“, “romantisk længsel“ og romantiske digters forhold til politik, religion og mystik.

Hygge versus romantisk længsel: en sammenligning mellem tysk og dansk romantik

Og da Brandes af oprindelse er dansk litteraturkritiker, er det kun naturligt, at han inkluderer en sammenligning mellem dansk og tysk poesi i sin undersøgelse. Det er derfor tyskerne, der “graver“ romantikken op, som søger og finder dens materiale, men derefter fortaber sig i det og forvandler det til noget flydende, uhåndgribeligt eller ligefrem mystisk hvirvlende.

»Paa dansk Grund fik Romantiken mere Klarhed og mere Form. Den blev mindre natlig, den vovede sig tilsløret ud i Solen. Den følte, at den var kommen til et ædrueligt og besindigt Folk, der endnu ikke var blevet ganske enigt med sig |10| selv, om ikke Maanens Skin var unaturligt og sentimentalt. Den steg op af Bjergenes Schachter, hvorfra Novalis i sine Bjergmandssange første Gang havde manet den frem, og slog med Vaulundur paa Bjergets Side, saa det revnede og lagde alle sine Skatte for Dagen i Dagens eget Lys. Den følte, at den var kommet til en anden Natur, mere smilende, mild og idyllisk, den rystede det Uhyggelige af sig, dens tykke, uformelige Taager fortættede sig til slanke Elverpiger, den glemte Harzen og Blocksbjerg, og en smuk St. Hans Aften opslog den sin Residents paa Dyrehavsbakken«. [fra: Kritiker og Portraiter p. 230.]

Tysk litteratur afslører mere liv, mens dansk litteratur afslører mere kunstnerisk sans og kreativitet, samt en tilbagetrækning fra overflod – sådan kan Brandes sammenligning nogenlunde opsummeres. Alligevel er det netop denne trang til harmoni og en modvilje mod at hengive sig til overflod, der i sidste ende fører til, at dansk litteratur, selvom den er fornøjelig at læse, ikke formår at fange sit publikum. Den mangler dristighed og mod til at presse tingene til det ekstreme.

»Vore Romantikere ere aldrig vanvittige som Hoffmann, men heller aldrig dæmoniske som han. De tabe i betagende og overvældende Liv og Energi, hvad de vinde i Læselighed og Klarhed. De opnaae forholdsvis flere Læsere og flere Arter af Læsere, men de opnaae ikke at vinde dem saa helt. Den kraftigere Originalitet afskrækker Flere og fængsler stærkere. Vi have i vor romantiske Retning ikke Fr. Schlegels dumdristige Usædelighed, men heller ikke hans geniale Oppositionsaand, og man tager hos os som givet og fast, hvad hans Lidenskab bringer til at smelte, og hvad hans Kjækhed støber i nye og barokke Former.«

I sidste ende ser Brandes dog den tyske romantik som korrupt og konkluderer, at man vil “føle, hvorledes Romantiken ender som med en sand Hexesabbath, i hvilken Philosopherne spille de gamle Kjærlingers Rolle, under Obscuranternes Tordnen, under Mystikernes vanvittige Hyl og under Politikernes Raaben paa Politistat, Kleresi og Theokrati, medens Theologien og Theosophien kaste sig over Videnskaberne og kvæle dem under deres Kjærtegn.“

Konklusion: intellektuel glæde

Ikke alle kapitler i “Den romantiske skole i Tyskland“ er lige geniale, ikke alle beskrivelser overbevisende; nogle gange, efter min mening, går præsentationen tabt i irrelevante detaljer. For mig ligger bogens styrke i de passager, hvor Brandes indslynger retoriske drejninger, hvor han efter omtågethed mellem tese og antitese kræver et tredje punkt: den ubetingede kvalitet af en poesi, der vender sig mod livet, i stedet for at ruge med tårer i et elfenbenstårn over søde forestillinger om efterlivet eller klamre sig frygtsomt og fortvivlet til traditionel form. Især i dag, hvor så mange debatter begrænser sig til at kræve en forpligtelse for eller imod noget, er det en fornøjelse og en fryd at følge en forfatter som Brandes, begavet med intellekt, ekspertise og sproglig ild.

Om forfatteren

Georg Morris Cohen Brandes blev født i København den 4. februar 1842. Han studerede jura og filosofi og skabte sig et navn som litterær formidler og pioner inden for litterær fornyelse i Danmark. Sammen med sin bror Edvard Brandes og andre forfattere grundlagde han avisen “Politiken“, som stadig er en af ​​Danmarks tre største dagblade og betragtes som en del af det “venstreliberale“ spektrum.

Brandes var afhængig af økonomisk støtte, men rejste meget og boede i Berlin i flere år. Hans midlertidige afrejse fra Danmark skyldtes dog sandsynligvis, at han blev hårdt angrebet og udelukket derfra i mange år på grund af sine “liberale“ ideer. Først efter at have opnået international anerkendelse var han i stand til at genvinde fodfæste professionelt og socialt i Danmark.

Brandes døde den 19. februar 1927 i København. I 1969 opkaldte Dansk Litteraturkritikerforening en pris efter ham, som tildeles for et værk inden for litteraturvidenskab eller litteraturkritik. Selv i dag er hans arbejde og hans indflydelse ikke “ubestridt“, som de siger så smukt i disse dage. Hvad mere kunne en kritiker og forfatter ønske sig?

Bibliografisk information

Georg Brandes “Den romantiske skole i Tyskland“ findes i forskellige udgaver og genoptryk. Den første udgave havde titlen:

Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur.

Forelæsninger holdte ved Kjøbenhavns Universitet i Foraarshalvaaret 1873 af G. Brandes.

Den romantiske Skole i Tyskland.

Forlagt af den Gyldendalske Boghandel (F. Hegel).

Græbes Bogtrykkeri. 1873.

Jeg har personligt downloadet den originale danske tekst som en Kindle-udgave [Hovedstrømninger i det 19. århundredes litteratur. Bind 2. Den romantiske skole i Tydskland] og brugte teksten oversat til tysk af Adolf Strodtmann på Dansk Sprog- og Litteraturselskabs (DSL) hjemmeside.

The post Boganbefaling: Den romantiske skole i Tyskland appeared first on Sabine Walther - Language Services.

Hvem opfører sig egentlig bedst – en dreng, der lyver, eller en dreng, der fortæller sandheden? Og hvad nu hvis skolen lærte os at lyve i stedet for at fortælle sandheden?

I sin børnebog “Verdens uartigste dreng“ vender Kim Fupz Aakeson de tilsyneladende simpleste antagelser om verden og om forsøget på at opføre sig moralsk på hovedet. Fordi Svend Bendt, bogens hovedperson, har et problem: Han kan ikke lyve. Og fordi han ikke kan lyve, bliver han betragtet som uartig. Selvom man faktisk siger, at man altid skal sige sandheden. Eller skal man ikke?

Det gælder selvfølgelig ikke, når du besøger din faster, og hun serverer kålruller eller sild dyppet i eddike, og når din faster forventer, at du finder disse retter lige så lækre, som hun gør. For det er præcis, hvad Svend ikke kan være enig i. I stedet erklærer han ærligt: ​​“Nej ærlig talt, faster, det smager at prut og bae.“

Svend er ikke en slem dreng; tværtimod gør han sit bedste for at opføre sig ordentligt, for eksempel ved at vaske sine ører ikke kun om aftenen, men også om morgenen. Men det er alt sammen forgæves: Svend er nødt til at lære at lyve.

Og heldigvis er der Lygskolen, som Svends forældre nu sender drengen til. Vil det lykkes ham at lære at lyve? Du bliver nødt til at læse den selv.

Den danske billedbog „verdens uartigste dreng“ er udgivet i forskellige versioner. Den omfatter 28 sider. Historien var oprindeligt en del af serien “Sallies historier“ – en serie animationsfilm for børn og voksne, som Aakeson skrev manuskriptet til i 1998.

Den udgave jeg har, med illustrationer af Rasmus Brenhøj, blev udgivet af Forlag Carlsen i 2005, men er ikke længere i deres katalog. Du kan stadig finde bogen brugt online, og en nyere version fra 2019 kan lånes som lydbog på eReolen .

Forfatter und Illustrator

Kim Fupz Aakeson er født i København i 1958 og er kendt i Danmark som forfatter, manuskriptforfatter, lydbogsforfatter og tegneserieforfatter. Han debuterede med sin første roman for voksne i 1993. Han har modtaget adskillige priser, især for sine børnebøger, herunder Kulturministeriets Børnebogspris (1990). Flere af hans børnebøger er også blevet oversat til tysk; hans ungdomsroman “Ulla und alles“ blev nomineret til den tyske ungdomslitteraturpris i 2001.

I et interview med Gyldendal Forlag i 2025 fortæller forfatteren om sin roman “Skyggen foran mig” og hvordan hans historier ofte udspringer af en tankestrøm.

Rasmus Brenhøi skabte illustrationerne til 2005-udgaven. Hans tegninger i „verdens uartigste dreng“ fylder normalt mindst en halv side og skildrer verden fra et lille barns perspektiv. De voksne fremstår overdimensionerede, udtrykker vrede og glæde med lige så overdimensioneret genkendelighed og fremstår normalt groteske til klovneagtige, men nogle gange endda skræmmende. Brenhøi virker lige så produktiv som Aakeson, da der findes talrige bøger, han har illustreret online under hans navn. Desværre har jeg hverken fundet en artikel om ham eller en hjemmeside. Men det er højst sandsynligt bevidst – så lad os lade det være ved det og respektere, at ikke alle ønsker at blive fundet online.

The post Boganbefaling: Verdens uardigste dreng appeared first on Sabine Walther - Language Services.