I dag er en særlig dag for mig, for jeg har for første gang forsøgt at skrive et digt på dansk. Mens sneen indhyller landskabet i et fortryllende hvidt tæppe (i hvert fald hos os på landet – i byen ser det anderledes ud), lader jeg de fire årstider glide forbi mig. Og ja, jeg ville ønske, at det igen og igen kunne blive forår, sommer, efterår og vinter. Og ja, sådan vil det komme til at være, om end ikke for evigt for mig.

Jeg håber, at I vil finde en smule glæde i versene. En tysk version vil naturligvis følge. Og hvis I – hvad der helt sikkert vil ske – finder fejl, stilbrud eller passager, der ganske enkelt ikke lyder godt på dansk, så tøv ikke med at kommentere; jeg bliver glad, hvis jeg med jeres hjælp kan blive bedre.

Jeg ønsker alle en fredelig og varm vinternat derhjemme; og alle dem, der må ud, at de kommer uskadt gennem natten og frem til et venligt sted.

DER SKAL

Der skal komme vintervejr,

sne og stilhed synker ned,

iskrystaller, frosne, klare,

former blomster til nyt år.

Skader, spurve, mejser skændes,

let forkølede er mine tanker,

inde varmer krop og sjæl

ovnvarme, kransekage.

Der skal komme forårsvejr,

farverigt og fuldt af håb

strækker lokkende forvarsler

blomsterne til lysets dåb.

Vibe, gransanger og rødhalse

inviterer til løvspringsdanse,

bier smager blomsterblade,

tusinde duft berører sanser.

Der skal komme sommervejr,

lysfyldt føler sindet glæde,

længe dage, travle hænder,

muntert fejres sommervende.

Den trykkende hede bærer marken tålmodigt,

glødende, skinnende, indtil den kølige

regn kysser jublende jorden,

fulgt af bifald fra den kraftfulde torden.

Der skal komme efterårsvejr,

hvad der end er tilbage, blæser han væk,

men tillid giver tryghed, om end

fløjtende, hvæsende lyde knækker træer.

På markerne arbejder nu alle hænder,

mens vinden puster bladene ned,

samler de flittigt, hvad nærer og brænder,

og høstes de sidste frugter i bedet.

Der skal nok komme vinter igen,                      

frisk og ny, men også fortrolig,

måske er det tiden for mit sidste digt,

men indtil da vil jeg ikke være rolig.

The post DER SKAL appeared first on Sabine Walther - Language Services.

Først troede jeg, det bare var en særhed, en kortvarig forelskelse i en idé. Men langsomt indser jeg: Der er noget, der venter på mig. Et tema, et emne, der kræver en ny fortælling. Selv om det kan virke arrogant, for det par, jeg arbejder på i øjeblikket, er et af de mest berømte i Skandinavien, og en hel række bedre og mere kendte forfattere har allerede forsøgt sig med det: Elvira og Sixten.

Så tror jeg, at jeg kan tilføje noget nyt til historien gennem min historie? I hvert fald håber jeg det! For Elvira og Sixten, som jeg allerede har nævnt her, er for mig det bedste eksempel på en „følelsesforvirring“, der fører til, at folk taler om kærlighed, når de kun har brug for hinanden, og sårer hinanden desto dybere, jo mere de forsøger at hele gamle sår.

Men de er også et par, hvis forhold forekommer mig at være betydeligt mere komplekst, end de myter og fortolkninger, jeg indtil videre er stødt på, antyder. For nogle er Elvira og Sixten modige elskere, der brød samfundets lænker, kun for i sidste ende at dø sammen. For andre er Elvira tydeligvis offeret – nogle gange på grund af sin barndom og ungdom, som fremstilles som dyster og fyldt med misbrug (uden, så vidt jeg ved, beviser for dette) – nogle gange på grund af antagelsen om, at hun tilbød en slags underdanig lydighed til sin ældre forfører, eller endda blev overrasket over hans ønske om at dræbe.

Efter min mening gør vi dog endnu engang Elvira, den usædvanligt talentfulde linedanser, uretfærdighed ved at begrænse hende til offerrollen. Og spørgsmålet er: Hvordan ville en sådan kvinde, der er vant til at øve sig i hvert skridt, hun tager på linedansen dag efter dag, med disciplin, der nyde beundring og bifald, modtage en kongelig udmærkelse og blive betragtet som lige så smuk, hvordann ville hun trække sig tilbage fra alt dette bare for at følge en gift mand ind i et middelmådigt liv?

Nej, nå, no, det kan jeg aldrig tro.

Så jeg spørger mig selv: Er det måske bare vores eget begrænsede perspektiv, der blokerer vores syn på et par, hvis „rollefordeling“ kan være helt anderledes end det, vi er vant til at se? Fordi vi endnu engang er faldet i den tro, at vi er den klogeste, mest oplyste og generelt mest retfærdige og mest frigjorte generation i menneskets historie? ^^

Jeg ved det ikke endnu, men selvfølgelig har jeg mine mistanker. Ligesom min hovedperson, den unge journalist Jesper Hansen, som jeg lader fortælle historien, fordi han er meget tættere på personerne og begivenhederne, end vi er i dag.

Jeg er nysgerrig efter at se, hvor hans ikke helt upartiske fortælling vil føre mig hen. Og selvfølgelig ville jeg være glad, hvis I delte min begejstring og fulgte interessent med i de kommende måneder for at se, hvad han tillader mig at offentliggøre på forhånd. Ligesom jeg byder alle jeres kommentarer, forslag og bemærkninger velkommen, som viser mig, at jeg (bortset fra de irriterende spammere) ikke er helt alene med mine ensomme tanker og historier.

The post Hvad skriver du lige nu? appeared first on Sabine Walther - Language Services.

Fornærmer jeg derved den kristne tro? Allierer jeg mig med dem, der kun vil se noget latterligt i det? Det er ikke min hensigt. Det er ikke troen, der svækkes, når begivenheder fortolkes forskelligt, men magten hos dem, der har grebet magten til at fortolke dem. Derfor giver jeg nedenfor et uddrag fra tredje kapitel, som omhandler død og død i kristen litteratur fra den tidlige middelalder. Og jeg ønsker jer alle en glædelig og velsignet påske!

Opstandelsen som overvindelse af forventningen om døden

Gregor af Tours fortæller om mennesker, der anser døden for at være fuldstændig, før den overhovedet er sket. For dem er helbredelsen af ​​dem, der siges at være døde, som et mirakel. Matrixen for sådanne fortællinger kan findes i Det Nye Testamente, nemlig i de passager, der beretter om formodede mirakuløse helbredelser af de allerede afdøde af Jesus. Igen er det ikke selve fortællingen, der taler om de dødes opstandelse, men det er læseren, der tolker denne fortolkning ind i historien. Dette er især tydeligt i historien om Jairus‘ datter:

„Mens han endnu talte, kom en af ​​forstanderne i synagogens husstand og sagde til ham: ‚Din datter er død; generer ikke læreren […]‘. Og de græd alle og beklagede hende. Men han sagde: ‚Græd ikke! Hun er ikke død, men sover.‘ Og de lo ad ham, for de vidste, at hun var død, men han tog hende i hånden og kaldte: ‚Barn, stå op!‘ Og hendes ånd vendte tilbage, og straks rejste hun sig.“ ^[4]

Igen og igen møder denne Jesus mennesker, der lige så lidt kan skelne mellem liv og død som mellem fysisk og psykisk sygdom; som venter på en Frelser i stedet for at forberede sig på Guds kraft. Selv hans disciple, som han ønskede at lære en lektie til ved at helbrede Lazarus, mangler evnen til „diskretio“, dømmekraft. Og ingen steder er dette mere tydeligt end i fortællingen om korsfæstelsen og opstandelsen af ​​Jesus selv.

For alle, der havde overværet hans korsfæstelse, var overbevist om, at Jesus ikke ville overleve. Alle undtagen Josef af Arimatæa, som bad romerne om det formodede legeme, efter at det kun havde hængt på korset i et par timer og ikke, som det var normalt, tre dage. Liget placeres i en gravhule, hvorfra det til sidst forsvinder. Ifølge Lukas, når kvinderne leder efter ham, møder de to mænd, der spørger dem:

„Hvorfor søger du den levende blandt de døde? Han er her ikke, han er opstået.“

I Vulgata ^[5] nævnes ikke resurrectio, altså om en opstandelse, men derimod surrexit, som på tysk betyder: Han er opstået, sat ud. Men kvinderne tror måske lige så lidt, at Jesus stadig er blandt de levende, som disciplene, der allerede har accepteret hans død:

„Mens de talte om dette, stod Jesus selv iblandt dem og sagde: ‚Fred være med jer!‘ Men de blev forskrækkede og bange og troede, at de så et spøgelse.„

Jesus forsøger at bevise for dem, at han ikke er en ånd, men en sårbar og såret dødelig. Han viser dem sine sår, og fordi de stadig ikke kan tro, at han er i live, beder han dem om noget at spise og „han tog det og spiste det foran dem“. ^[6] Så indser de endelig, at han ikke er en ånd, og han forklarer skrifterne for dem for sidste gang, før han går væk for altid.

Opstod eller genopstod Jesus? Dette blev diskuteret længe i den „tidlige kirke“, og selv i dag er der tvivl inden for forskningen om, at Jesus ikke overlevede korsfæstelsen. ^[7] I sidste ende var dette spørgsmål dog måske meget mindre vigtigt for de tidlige kristne end det faktum, at troen havde sejret over forventningen om døden. Kun for tvivlerne, der som Paulus tidligere havde været indædte modstandere af den kristne sekt, afhang alt af at have ret i dette spørgsmål.

Den visionæres mission: at gøre godt gennem historiefortælling

Hvor begynder døden, og hvor ender den? Hvornår er en person død? Gregor af Tours giver os ikke mere en pålidelig definition end evangelierne. Historierne kalder på tvivl og til tæt iagttagelse, på en måde, der ikke er afhængig af det formodede åbenlyse, men derimod observerer begivenheder i guddommeligt lys, altså fra et radikalt andet perspektiv.

Det kan forekomme mærkeligt for nutidens læser, der er vant til at tolke den kristne tro, især middelalderen, som „fjendtlig mod viden“ og generelt til at opfatte tro og viden som polariteter. Gregor tager dog ikke afstand fra sin tids viden, men derimod fra filosofiske spekulationer og fiktioner.

Der er dog intet i mirakelhistorierne, der tyder på, at det er muligt at overleve den faktiske død eller at vende tilbage fra efterlivet. Men det er baseret på fejlfortolkninger og falske antagelser, som apostlene modbeviste gennem deres handlinger på mennesker.

I disse beskrivelser er mennesker, der oplever syner, hvor de møder guddommeligt lys eller afdøde personer, heller ikke tæt på døden, men oplever snarere drømmesyn, en slags trance eller en komatøs tilstand. Oplevelsen af ​​at være uden for kroppen ligner ikke at dø; den repræsenterer en delvis helingsproces, i hvilken de berørte når „det ekstreme“, men aldrig ud over den imaginære grænse, der adskiller liv og død.

Sygdom og overvindelse af opfattet nærhed til døden kan dog i denne sammenhæng tolkes som tegn på at være udvalgt, da de indikerer, at guddommelig magt har forhindret noget værre i at ske. Lad os som eksempel nævne historien om Nicetius ^[8] , som en dag udviklede en pust i ansigtet, som hele tiden voksede sig større, til sidst blev betændt og førte til en alvorlig sygdom.

„Og mens drengen lå på sofaen med lukkede øjne i to dage, blev den jamrende moder uden et eneste trøstende ord; dog vaklende mellem frygt og håb, forberedte moderen selv alt, hvad der var nødvendigt til hans begravelse, da han den anden dag hen mod aften åbnede øjnene og sagde: „Hvor skal min mor hen?“ Hun vendte straks tilbage og sagde: ‚Se, her er jeg, hvad vil du, søn!‘ og han: ‘Vær ikke bange, mor, for den salige Martin har sat korset over mig og befalet mig at stå uskadt op.’” ^[9]

Gregor fortæller om en episode fra livet af den senere biskop af Trier, som han også nævner med anerkendelse i sin „Frankernes historie“. Og her bliver det igen tydeligt, at historien ikke handler om en nærdødsoplevelse, men om troens overlegenhed over forventning.

Selvom Nicetius‘ mor allerede under sin graviditet havde mistanke om, at det barn, hun bar, en dag ville blive biskop, vaklede hun i det afgørende øjeblik mellem håb og frygt, så hun allerede anså det for sikkert, at hendes søn ville dø. Med andre ord svigter deres clairvoyance i det øjeblik, hvor frygtsomme forventninger overvinder deres tro.

Men Nicetius, som blev velsignet af Sankt Martin, genvinder kræfterne og bærer som et tegn på sin udvælgelse et ar, der vidner om, hvad der skete.

Den middelalderlige visionære litteraturs historie begynder ikke med nærdødsoplevelser eller med beskrivelser af opstandelse fra de døde, men med at se, være opmærksom, lytte, fortælle historier, stole på og vende sig væk fra de dødes kult og en udnyttelsesmentalitet, der allerede tæller den døende blandt de døde.

Missionen for visionæren fra disse tidlige århundreder svarer til dette: Han bør fortælle, hvad der skete med ham og tilpasse sin livsstil derefter. Den visionære bør huske, hvad han har hørt og set og udlede gode og velgørende handlinger fra det til gavn for de levende. Det er ikke anderledes, når en eremit senere får en vision om skærsilden og får at vide af en engel: „Gå og overvej nøje, hvordan du skal leve fra nu af.“ ^[10]

Det var først i det 7. århundrede, at der gradvist udviklede sig en litteratur om efterlivet, der erklærede missionering for at være visionærens egentlige opgave, og dermed søgte at udnytte erfaringer i betydningen kristen didaktik og dermed hæve den til rang af en poetisk eller filosofisk fiktion, som Gregor forsøgte at tage tydelig afstand fra.

================

Kilder

[4] Lukas 8:49ff

[5] Udtrykket „Vulgate“ henviser til det 4. århundredes tilpasning af evangelierne skrevet på latin.

[6] Lukas 24:36f

[7] Se: Fried, Johannes: Ingen død på Golgata.

[8] Nicetius (ca. 513-567) var biskop af Trier.

[9] Libri miraculorum, bind III

[10] C. Zaleski: Nærdødsoplevelser og visioner om efterlivet fra middelalderen

The post Påske eller det evige spørgsmål: Hvornår er et menneske død? appeared first on Sabine Walther - Language Services.